Carl Jacobsens Liv Og Gerning

Frøken Ottilia Stegmann. — 46 — om. Men mit Liv er ikke endt, og jeg beder bestandig: Herre, giv mig, min Hustru og mine Børn Din Velsignelse! Derfor siger jeg til Dig i denne Stund, som er mig hellig, jeg siger det til Eder Alle, Børn: Herren er Eder Fader og Moder; det er Ham, I skulle søge, Ham I skulle bede til . . . Jeg sender disse Ord til Dig, min ældste, min elskede Søn, men de gælder Eder alle fire. Eders kærlige Fader Carl Jacobsen«. Efter en kort Bryllupsrejse til Dresden drog Ægtefællerne ind i deres Bolig paa Anneksbryggeriet; den om- skiftedes nogle Aar senere med en lejet Bolig paa Vesterfælledvej. Fru Ottilie var en Hustru, der havde fuld Forstaaelse af sin Mands Interesser og som han kunde delagtig- gøre i sine Planer baade paa Forret- ningens og Kunstens Omraade. Hun tegnede og malede, og hun sang, men hun vilde blive angst, hvis nogen til- troede hende andet Maal end at føle Glæde ved selv at prøve Kræfter paa Kunstens Omraade. Skulde hun have givet sig noget formentligt Talent i Vold, havde det været Skuespilkunsten, hvor hendes fine Iagttagelsesevne og lune Humor, hendes Beherskelse af sit Minespil og hendes skønne Plastik, ja vi kan tilføje hendes for- nøjelige Evne til at aflure Ejendommeligheder i Folks Sprog og Tale og at efterligne dem, vilde have kommet hende til gode. Hun var en Husmoder, der ikke blot magtede at lede den efterhaanden store Hus- holdning og at fyldestgøre de mange repræsentative Pligter, hun var et Midtpunkt, hvorfra der straalede en Skønhed og Hygge, som kvæ- gede de mange Venner af Huset og dets talrige Gæster. Først tre Aar efter Brylluppet skænkede hun sin Mand en Arving, den Datter, hvori han saa en Gave af Gud og som han derfor gav Navnet Theodora;