FØRSTE AFSNIT
SKOVNATUREN
FØRSTE KAPITEL
TERRAIN OG JORDBUND
Dengang Danmarks oprindelige Skove blev ryddede af
en Befolkning, hvis Hovednæringsveje var Agerdyrkning og
Kvægavl, bredte Opdyrkningen sig fra Kirker, Klostre, Borge
og Byer ud over Middeljorderne, der var saa frugtbare, at de
gav el rimeligt Udbytte, og samtidig saa lette at dyrke’ at de
kunde behandles med Fortidens mangelfulde Redskaber. Der-
imod vragede man saadanne Strækninger, hvis Drift enten var
særlig vanskelig eller ikke lønnende. Urørt forblev altsaa det
stive, vaade Ler, de stenede Strækninger, den egentlig faste
Klippe og de sumpede, moseagtige Lavninger saavel som det
magre Sand; endelig levnede Befolkningen, maaske af Forsvars-
hensyn, de store Skove, der dannede Grænsen mellem Land-
skaberne, eller soin kransede vore Kyster, og i det smaa be-
grænsedes de forskellige Byers Tilliggende af lignende til Dels
ringformede Skovstrækninger.
Denne historiske Udvikling maa vi have for Øje, naar vi
vil forstaa, hvorledes de ældre Skove er fordelte over Landet
men vi maa her dog tillige tage Hensyn til de naturlige Vilkaar
for Skovenes Genvækst, hvor de er bievne ødelagte. I mange
Egne af Landet, særlig mod Vest, har Naturforholdene ikke til-
ladt Skoven at vokse frem paa ny, naar den er blevet forhugget
eller ødelagt af Ildsvaade; Lyngen og Hededannelsen har da
afløst Skovbevoksningen, og denne Omdannelse er snart blevet
fuldbyrdet i Løbet af et Par Menneskealdre, snart har den strakt
sig over mange Aarhundreder. Paa andre Steder har maaske
en tiltagende Fugtighed i Jordbunden kunnet lade Skoven gaa
til Grunde i en Mosedannelse.
1