Haandbog I Skovbrug

K TERBAIN OG JOKDBUND. Det 19de Aarhundredes Skovbrug har vel paa mange Punkter udvisket Grænserne for de gamle Skovlevninger, ligesom vor Tid har udvidet Skovarealet stærkt ved Nykulturer; men hvad man saaledes har indtaget til Skov, er ogsaa i Hovedsagen Are- aler, som Agerbruget har ment at burde lade ligge urørte, eller som det har forladt efter et mislykket Forsøg paa Dyrkning. I det store og hele gælder da den Regel, at vore Skove staar paa Jordbunds- og Terrainformer, der til forskellige Tider er vragede af Agerbruget og Kvægavlen. De gamle Skove findes vel overvejende i Landets østlige, forholdsvis frugtbare Egne, men i hver enkelt Egn er den Jord, paa hvilken Skovene staar, gennemgaaende mindre frugtbar end de omgivende Marker og Enge; og dette sidste gælder ogsaa om de store nye Skovanlæg i de magrere Egne. Vi skal nu betragte nogle Typer paa Skov- grund, der forekommer almindeligt her i Landet, samtidig med at vi saa vidt muligt søger at angive deres Udbredelse og at henføre deres Forekomst til bestemte Egne. De side, flade, lerede Strækninger, der bærer Skov, findes især paa Lolland-Falster, i Sydsjælland og Midtsjælland samt Midtfyn. Det er sikkert især fordi disse Arealer tid- ligere næsten ikke kunde afvandes, at de vedblivende har faaet Lov at bære Skov, og selv lil Skovdrift egner de sig af denne Grund undertiden mindre godt; i hvert Fald begrænser Fugtig- hedsforholdene vort Valg af Træart i en væsentlig Grad, ligesom de nødvendiggør kostbare Vejanlæg og til Dels en betydelig Af- gravning. Paa delte sidste Omraade kan vi dog i mange Til- fælde ikke fremkalde nogen væsentlig Forbedring, men derimod kan vi ved en stærk Jordbundsbearbejdning og en intensiv Kultur ofte fremkalde en ypperlig Skovbevoksning af Træarter, der kan taale Fugtigheden, medens omvendt en mindre omhyggelig Drift og et fejlagtigt Valg af Træart kan føre til Bevoksningsformer og Vækstforhold, der nærmer sig Lavmaalet for Skov her i Landet. Fig. 1 viser et Stykke af det Hade Skovland syd for Køge; Højdekurverne giver et Billede af Terrainforholdene, saa- ledes at Stigningen fra hver Kurve til den paafølgende er 2.5 Meter (c. 8 Fod). Som Eksempler paa, hvor lavtliggende disse Jorder kan være, anføres, at Vandet fra en stor Del af Grevskabet Bregentveds Skove, der ligger 50—90 Fod over Havet, for at naa dette skal tilbage- lægge en Strækning af 3—4 Mil, d. v. s. Faldet vilde være omtrent 1 : 1200, hvis det var jævnt. Langs Østkysten af Lolland findes der anselige Skovstrækninger, som kun ligger 5—-15 Fod over Havet. Ofte er Terrainet paa store Flader ganske jævnt og uden Fald. Paa stejle Bakker optræder Skoven især i Nordøstsjælland,