Haandbog I Skovbrug
Forfatter: L. A. Hauch, A. Oppermann
År: 1898-1902
Forlag: Det Nordiske Forlag
Sted: København
Sider: 788
UDK: 634 Hau
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
talte forberedende Hugst. Dernæst tager man, uden Hensyn til
Træarten, saa vidt muligt alle lavkronede Træer, hvis Skygge
vilde skade Opvæksten, ligesom denne vilde lide føleligt, hvis
de blev skovede paa et senere Tidspunkt; hvor man tager et
saadant stort Træ, overholdes alle omkringstaaende, selv om de
har været ganske undertrykte og kun besidder en højst ubetyde-
lig Krone. Hvis Hullet skulde blive alt for stort, eller hvis flere
saadanne lavkronede Træer staar sammen, kan man være nødt
til at nøjes med at kappe de nederste mest skadelige Grene paa
nogle af Træerne. I øvrigt sørger man for, at Afbrydelsen i
Løvtaget bliver saa jævn som muligt undtagen langs Bevoksnin-
gens Udkanter, hvor der falder saa meget Lys ind, at man kan
bevare Skoven næsten ganske sluttet; særlig gælder dette om de
sydlige og sydvestlige Sider, medens man omhyggelig overholder
et Bælte mod Øst hvor der er Fare for Nattefrost, og mod Nord
hvor Stedet er stærkt udsat for kolde, skarpe Vinde.
Hvor stor en Del af Vedmassen eller Stamtallet der skal
borttages, afhænger meget af Bevoksningens Tilstand. Jo fri-
skere Jordbund og jo mere højstammet Bevoksning, desto mindre
kan man nøjes med at hugge; en stærk Lysning vil paa sid og
kraftig Jord fremkalde en Mængde Græs og andet Ukrudt, lige-
som Bunden kan forsumpe. Undertiden brydes Slutningen paa
slige Voksesteder vel ikke stærkere end ved en stærk Udhug-
ning; men de Træer, der borttages, har som ovenfor nævnt en
ganske anden Karakter end Udhugningstræerne; det ene er Be-
standspleje, det andet Foryngelseshugst. Under almindelige For-
hold vil man vel borttage saa mange Træer, at de tilbagevæ-
rende kun hist og her berører hinanden med Grenespidserne,
hvilket omtrent svarer til, at der hugges en Tredjedet af Massen
og af Stamtallet.
Selve Hugsten udføres først, naar Oldenfaldet, der sædvan-
lig foregaar i Oktober og Begyndelsen af November, er forbi;
men allerede tidligere maa den fornødne Jordbundsbear-
bejdning være tilendebragt. Hvor der findes god Muld, hvi-
lende paa en skør Overgrund, indskrænkes Arbejdet til, at man
fjerner Løvlaget, hvis dette ikke alt er omsat som Følge af tid-
ligere stærk Udhugning; herved opnaas, at Frøet kan hvile og
spire i den mineralske Jord. Naar al Olden er falden, kan man
atter sprede Bladene ud over Frøet til Værn mod Vinterens
Kulde, og for at bringe det i mere inderlig Forbindelse med
Jorden, kan man kort efter Oldenfaldet give det en let Dækning
og tromle Arealet. At bearbejde Jorden i større Dybde kan her
let gøre mere Skade end Gavn; det er under disse Forhold