Haandbog I Skovbrug

talte forberedende Hugst. Dernæst tager man, uden Hensyn til Træarten, saa vidt muligt alle lavkronede Træer, hvis Skygge vilde skade Opvæksten, ligesom denne vilde lide føleligt, hvis de blev skovede paa et senere Tidspunkt; hvor man tager et saadant stort Træ, overholdes alle omkringstaaende, selv om de har været ganske undertrykte og kun besidder en højst ubetyde- lig Krone. Hvis Hullet skulde blive alt for stort, eller hvis flere saadanne lavkronede Træer staar sammen, kan man være nødt til at nøjes med at kappe de nederste mest skadelige Grene paa nogle af Træerne. I øvrigt sørger man for, at Afbrydelsen i Løvtaget bliver saa jævn som muligt undtagen langs Bevoksnin- gens Udkanter, hvor der falder saa meget Lys ind, at man kan bevare Skoven næsten ganske sluttet; særlig gælder dette om de sydlige og sydvestlige Sider, medens man omhyggelig overholder et Bælte mod Øst hvor der er Fare for Nattefrost, og mod Nord hvor Stedet er stærkt udsat for kolde, skarpe Vinde. Hvor stor en Del af Vedmassen eller Stamtallet der skal borttages, afhænger meget af Bevoksningens Tilstand. Jo fri- skere Jordbund og jo mere højstammet Bevoksning, desto mindre kan man nøjes med at hugge; en stærk Lysning vil paa sid og kraftig Jord fremkalde en Mængde Græs og andet Ukrudt, lige- som Bunden kan forsumpe. Undertiden brydes Slutningen paa slige Voksesteder vel ikke stærkere end ved en stærk Udhug- ning; men de Træer, der borttages, har som ovenfor nævnt en ganske anden Karakter end Udhugningstræerne; det ene er Be- standspleje, det andet Foryngelseshugst. Under almindelige For- hold vil man vel borttage saa mange Træer, at de tilbagevæ- rende kun hist og her berører hinanden med Grenespidserne, hvilket omtrent svarer til, at der hugges en Tredjedet af Massen og af Stamtallet. Selve Hugsten udføres først, naar Oldenfaldet, der sædvan- lig foregaar i Oktober og Begyndelsen af November, er forbi; men allerede tidligere maa den fornødne Jordbundsbear- bejdning være tilendebragt. Hvor der findes god Muld, hvi- lende paa en skør Overgrund, indskrænkes Arbejdet til, at man fjerner Løvlaget, hvis dette ikke alt er omsat som Følge af tid- ligere stærk Udhugning; herved opnaas, at Frøet kan hvile og spire i den mineralske Jord. Naar al Olden er falden, kan man atter sprede Bladene ud over Frøet til Værn mod Vinterens Kulde, og for at bringe det i mere inderlig Forbindelse med Jorden, kan man kort efter Oldenfaldet give det en let Dækning og tromle Arealet. At bearbejde Jorden i større Dybde kan her let gøre mere Skade end Gavn; det er under disse Forhold