Haandbog I Skovbrug

8 TERRAIN OG JORDBUND. men Muld under Lyngen, byder denne ikke særlige Hindringer for Skovkulturen. Gamle Græsgange vil ligesom Agerjordens Græsmarker ofte være rige paa Oldenborrelarver, hvilket kan blive en alvorlig Ulempe ved Tilkultiveringen. Om end en stor Del af vore nye Skovanlæg staar paa gam- mel Agerjord og Overdrev, saa lindes dog de største Arealer og i hvert Fald de største samlede Skovanlæg i Vestjylland paa egentlig gammel Hede, der vistnok for største Delen har baaret Skov i gamle Dage, men i Aarhundreder eller Aartusinder har været dækket af en Lyngvegetation, under hvilken der efter- haanden har dannet sig Mor, Blysand og Al. Tilsyneladende er Hedejorden vel højst ensformig, og saaledes er Forholdet blevet opfattet i ældre Tid ; men i Virkeligheden dækker Lyngen, selv bortset fra muldede Strækninger, der ikke bør regnes til Heden over næsten lige saa store Forskelligheder som Skov- træerne i de andre Egne af Landet. Først maa fremhæves Modsætningen mellem Bakkeøer og Flader, en Forskel der er opstillet 1867 af E. Dalgas. Medens Bakkeøerne (1er udgør over Halvdelen af Vestjyllands Hedeegne, er forholdsvis frugt- bare, fordi Jorden ofte er noget leret, og ford, den er fri for Surhed, (lækkes Fladerne gennemgaaende af magert, meget ler- fattigt eller lerfrit Sand, hvorhos de paa Grund al det ringe Fald ofte er sure og kæragtige. Fig. 4 viser et Stykke al den til Skovkultur indtagne Glusted Hede sydvest for Silkeborg. De er nærmest en Hedeflade, dog med noget Fald, og til venstre i Udkanten af Plantagen ses det mægtige Isenbjærg som en lille Bakkeø; Afstanden mellem Horisontalkurverne er her og paa de to følgende Figurer 5 Fod. Fit]. 5 er eu Del af Sønderomme- fladen, og den vandrette Afstand mellem Kurverne er her, som man vil se, overordentlig stor. Til venstre ses en Række smaa Indsandsklitter (Kytter), som et lavi loppet Højdedrag, der gaar fra Vestnordvest til Østsydøst. Dalgas har stor Fortjeneste al at have trukket Konturerne for det vestjydske Landskab, og hans Inddeling staar urokkelig i sine Hovedtræk, saa at man maa forbavses over, hvor nøjagtigt den gennemgaaende passer. Men inden for de to Grundtyper, Bakkeøer og Flader, lindes der mange Varianter; Fladerne er ikke altid ganske flade (smign. Fig. 4 med Fig. 5), og en Del af dem er bedre Jord, end man en Tid har antaget, medens omvendt nogle Bakkeøer bestaar af temmelig magert, lerfattigt Sand, (1er ikke er nogen sællig god Plantningsbund. Dernæst vil Hældningsgraden og Hældningsretningen altid have stor Betydning i Vestjylland, hvor Vinden virker saa stærkL