UNDERGRUNDEN.
13
Naar vi med Spaden graver et Hul ned i almindelig Skov-
jord, vil yi følst træffe paa det Lag af levende og døde Plante-
dele, der dækker Jorden; derefter følger Humuslaget, opstaaet
Omdannelse af saadanne Planterester, og under Humus’en
O''ergründen, det Jordlag der er bearbejdet og blandet ved
Djienes og Planternes Virksomhed. Saaledes naar vi endelig
•il den oprindelige, upaavirkede Jord, Undergrunden, som vi vil
betragte først, da den er Oprindelsen til Overgrunden. Hullet,
hvori vi undersøger Jorden, maa være saa bredt, at vi kan ar-
bejde bekvemt i det, d. v. s. henved to Fod, og saa langt, at vi
kan komme tilstrækkelig dybt i Jorden, d. v. s. noget længere
end det er dybt; helst maa det ogsaa være saa langt, at ikke
en enkelt Tilfældighed kommer til at forvirre vor Opfattelse af
Jordbundens almindelige Karakter; endelig maa mindst een af
Hullets Vægge være pudset lodret og glat af, saaledes at de en-
Grus. Groft Sand. Fint Sand. Støvjord.
Fig. 7. Jordbundens Bestanddele. Naturlig Størrelse.
kelte Lag træder tydeligt frem. Det er ikke nok, at Hullet naar
ned til Undergrunden; vi vil jo netop studere dette Jordlag, og
det er inaaske lagdelt, f. Eks. Ler med Sandrevler. Jo mere
leiet Jorden er, desto skarpere er Grænsen mellem Overgrund
og Undergrund i Regelen; paa magert, lerfrit Sand er det ofte
umuligt at paavise nogen bestemt Grænse. Undergrunden er
olie tydeligt præget af, at den aldrig har været bearbejdet; den
er fast lejret, Tegningen er i Regelen flammet og plettet, og
Stene, hvis saadanne findes, ligger fast; Rødder forekommer
kun undtagelsesvis. Ved Bedømmelsen af Undergrunden tager
man først Hensyn til dens Indhold af Skelet og Fin jo rd,
d. v. s. Bestanddele over og under ‘/3 mm. Diameter; inden for
Skelettet skelner man mellem Sten (over 2 mm.), Grus (1—2
mm.), og groft Sand (Vg—1 mm.), medens Finjorden især be-
staar af fint Sand (under x/3 mm.) og af Støvjord. Fig. 7 giver
et Billede af disse Bestanddeles Finhed.