Haandbog I Skovbrug

288 EG. maaske forsøge at faa Agern fra Nordengland, Skotland og Norge, livis klimatiske Forhold gennemgaaende er mindre gun- stige end vore; ligeledes burde man gøre Forsøg med den Form af Stilkeg, der under Navn af Juniegen (Quercus pedunculata var. tardissima) beskrives saavel fra Ungarn som fra Frankrig; Løvspringet for denne Form falder en Maaned senere end for almindelig Stilkeg, hvilket medfører stor Modstandsevne mod Foraarsnattefrost, men ganske vist ogsaa stor Modtagelighed over for Nattefrost i Højsommeren; Racen trives godt paa fugtig Jord, Vækstens Hurtighed staar ikke tilbage for Hovedartens, Stammeformen er meget smuk og Spalteligheden usædvanlig stor*). Hvis man køber el Parti Agern om Efteraaret i den Hensigt at udsaa det straks, maa man forlange, at det højst indeholder 15 pCt. spirede Frø, og 20 pCt. der ikke kan spire; men dersom det først skal saas om Foraaret, maa det indeholde 80 pCt. spiredygtige og uspirede Frø; ved Indkøb om Foraaret bør 75 pCt. være spiredygtige og fri for gamle tørre Spirer, hvorimod det er et godt Tegn, at der viser sig smaa friske Spirer. Ved at vente saa længe med Indkøbet udsætter man sig imidlertid for at faa en Vare, hvis Godhed ikke er saa stor som paaregnet, og vi har da lyshugget Bevoksningen samt bearbejdet Jord- bunden uden at kunne tilsaa den hele Flade. Af middelstore Agern gaar der omtrent 30 000 paa en Tønde, og denne vejer straks efter Indsamlingen 187 Pund, men svinder ved Efter- modningen 3—4 pCt. i Vægt og 2 pCt. i Rumfang; i Løbet af Vinteren svinder Vægten yderligere 10 pCt., Rumfanget noget mindre. Da store Agern gennemgaaende giver store Planter, er det ønskeligt, at ethvert Parti indeholder nogle endog meget store Frø, men en skarp Sortering efter Størrelsen er ikke saa- ledes som i Landbruget ønskelig; den kan maaske endog med- føre, at Bevoksningen bliver alt for regelmæssig, og hvor man har samlet en Del Agern fra særlig gode Modertræer, bør de fordeles i den hele Frømængde. Vinteregens Agern er i Regelen mindre end Stilkegens; Formen er mere kort og but; Skallen siges at mangle de fine Længdestriber, der sædvanlig findes paa det fuldmodne Agern af Stilkeg, straks naar det falder fra Træet, men som forsvinder naar det tørres og lagres. Hvor man kan saa i Ager eller paa andre træblottede Flader, bør Efteraarssaaning i Regelen foretrækkes, da der er anselig *) Jfr. Gilardoni: Le chêne de juin, Nancy, 1895. Centralblatt für das ge- sammte Forstwesen 1894, S. 300; 1897, S. 218. Zeitschrift für Forst- und Jagdwesen 1895, S. 652.