Haandbog I Skovbrug

312 EG. kan man, hvor Foraarssaaning anvendes, værne Frøet ved at holde Vagt, indtil det er kommet op. Det spirende Frø kan if. Boas angribes kendeligt af Smelderlarver. De unge Planter beskadiges forholdsvis sjældent i det første Aar; dog kan Svam- pen Rosellinia quercina hist og her gøre nogen Skade, som fort- sættes i de to følgende Aar; de angrebne Pletter, hvis Udbredelse sjældent er stor, maa begrænses ved Smaagrøfter, og de syge Planter bør brændes, efter at man forsigtigt har optaget dem. I de følgende Aar kan Humle og Gedeblad trykke Opvæksten, hvorfor de maa fjernes ligesom i Bøgeforyngelserne ; undertiden maa tætte og regelmæssige Kulturer udtyndes saaledes som om- talt ved Bøg (S. 219, jfr. S. 324). Frostkræft, der er nævnt S. 64, Svampen Myxosporium Lanceola og Jordrotten (Arvicola amphibius) gør undertiden kendelig Skade, den sidste dog vist især hvor Kulturen er plantefattig og Jordbunden fugtig samt dækket uf en sej Græsfilt, soni lades urørt; paa Smaaøer, hvor dens Fjender mangler, kan den undertiden optræde i Mængde. Det virksomste Middel mod Jordrotter er vistnok Nedlægning af Gifthvede i Gangene samt Bevarelse af en rimelig Mængde Ræve. Farligere end disse Fjender er dog Hjortevildtet, og hvor dette skal bevares, maa man anvende Kulturhegn samt bort- skyde eller bortjage saadanne enkelte Stykker Vildt, der er slupne ind paa det fredede Areal. Som Hegn kan bruges Ris- gæide, Traadvæv eller Stakit. Først og fremmest maa Indfred- ningen være effektiv, og man maa let kunne opdage de Huller, dei fremkommer paa Hegnet; dernæst maa Hegnsmaterialet og Opsætningen ikke være alt for kostbare, og endelig maa begge Dele i det mindste kunne holde i 6—8 Aar uden betydelig Re- paration ; helst maa Materialet i hvert Fald for en Del kunne anvendes to Gange, og det maa da let kunne flyttes*). Det siges vel ofte, at man i gamle Dage fik Egekulturerne frem uden at indhegne, skønt Skovene var rige paa Vildt, og at man maatte kunne gøre det samme i vore Dage. Det første er ofte urig- tigt, del sidste næsten altid. Man har næppe bevist, at der var meget Vildt, dengang de Egebesaaninger, der nu er c. hundrede Aar gamle, blev anlagte; c. 1800—1820 var Vildtmængden vist gennem- gående ikke stor. Ofte indhegnede man ogsaa i ældre Tid; v. Lan- gen brugte Lægtehegn, paa Brahetrolleborg og mange andre Steder ) Om Kulturhegn se Lolland-Falsters Forstinandsforenings Forhandlinger 1886 og 1893. De efterfølgende Oplysninger om Risgærder skyldes til Dels Forstraad Bornebusch, medens Anvisningen til at sætte Hegn af Traad- væv er meddelt af Skovrider K. Mørk-Hansen. Jfr. ogsaa Holck, Mylius og Trojel, der er citerede S. 294. Om Vildthegn findes udførlige Oplys- ninger i J. Brown: The Forester, 6. ed., by J. Nisbet, II, London, 1894.