Haandbog I Skovbrug

324 EG. En meget tæt og regelmæssig Foryngelse maa tidlig udtyndes, især hvis Jordbunden er let og tør. Baade Schäffer og C. V. Oppermann fremhæver Betydningen af slige Udtyndinger, hvor Kulturen er fremgaaet af Radsaaning eller Kvadratsaaning; i Bred- saaninger vil Bevoksningen vistnok altid kunne udtynde sig selv indtil det 20 de Aar, naar der ikke anvendes langt større Frømæng- der end ovenfor omtalt. Kvadrater udtyndet man ved at borttage de midterste Planter, medens man i 4—5 Fod høje Radsaaninger liortskærer alle store Nabostammer, der lindes nærmere end 3 Fod fra Hovedtræerne; disse fordeles jævnt, f. Eks. et Træ for hveranden Favn i hver tredje Række, hvilket, naar Afstanden mellem Rækkerne er 4 Fod, giver henved 400 Træer pr. Td. Land. De Stammer, der fjernes, maa afskæres saa dybt nede som muligt, og Stubbene dæk- kes med en halv Fod Jord, der tages paa Bulkene, ikke for nær ved Hovedstammerne. En Bevoksning, der er forsømt med Udhugning, maa behandles med stor Varsomhed, saaledes at man langsomt søger at oprette det forsømte. Egen formaar imidlertid langtfra saa godt som Bøgen at komme sig, naar Kronens Udvikling har taget Skade ved Mangel paa Hugst, og talrige midaldrende Egebevoksninger er herved hemmede saaledes i Væksten, at man ikke bør søge at over- holde dem, men bør underkultivere med et Skyggetræ, efter at have lysnet blandt Egene. En Bevoksning, der skal fortjene at bevares, maa indeholde mindst 40—60 virkelig gode og velfordelte Træer pr. Td. Land; man kan let finde saa mange gode Stammer, ogsaa ofte saa mange gode Kroner, men hvor Stammen er god, der er Kronen tidt daarlig, og omvendt. Saa snart Egebevoksningen har naaet en Alder af 25—30 Aar, vil den være saa lys, at Jordbunden maa dækkes af andre træagtige Planter, hvis den skal undgaa at blive græsklædt; enhver Forsømmelse af Jordbundsplejen vil formindske Egens Tilvækst. Undertiden fremkommer der, især paa frugtbar og muldrig Jord, af sig selv et Krat, hvis Skygge, Læ og Løvdække kan beskytte Jorden, og under saa gunstige Forhold kan man nøjes med at sikre Bevarelsen af Krattet, der sædvanlig dannes af talrige Buskvækster, ved at stævne det med 20—30 Aars Mellemrum, udfylde Hullerne ved Plantning og sørge for at det ikke ødelægges af Vildt eller Kvæg; overvættes stærk Græsning, der ødelægger de fremspirende Træer og Buske, har jævnlig ført til, at Jorden under midaldrende Ege er blevet bevokset med »sure« tuedannende Græsser. De hyppigst forekommende Buskvæksler er Hassel og Hvidtjørn, af hvilke den sidste dog bør holdes i Ave, da den ellers i høj Grad kan hindre Arbejdet i Bevoksningen. Andre Steder optræder Hind- bær, Tørstetræ, Benved, Snebolle, Slaaen, Gedeblad, Enebær o. fl. Buske samt forskellige Træer: Bøg, Avnbøg, Lind, Navr, Ahorn, Hægebær, Kræge, Skovabild, Æl, Ask, Ælm og flere Pile. Som oftest maa man dog ved Kunst frembringe en jord-