Haandbog I Skovbrug

80—90 Aars Alder. C. H. Schrøder har opnaaet at udskyde det Tidspunkt, hvor Bøgene begynder at naa op i Egekronerne, idet han ved alle de senere Udhugninger tager Undervækstens største Træer i Stedet for de mindste. P. Koch har anbefalet at tophugge Undervæksten, medens Elers Koch tilraader at plante den paa meget stor Afstand, 6 X 6—10 X 10 Fod, saa- ledes at de enkelte Træer bliver lavkronede og løvrige, uden stærk Højdevækst, samtidig med at Kulturudgiften bliver ind- skrænket stærkt. Fremtiden maa vise, hvilken Betydning disse Forslag, der forsøgsvis er udførte, vil faa for Egedriften i Al- mindelighed. I hvert Fald bør man vogte sig for at anvende store Beløb paa Underplantning. Rødgran eller andre Naale- træer bør som alt nævnt ikke bruges til Undervækst, Da Egehøjskovens Jordbund er godt beskyttet af Under- væksten, og da Træet staar godt mod Vinden, vil der sjældent være Brug for egentlige Læbælter. Egens Vækst trykkes imidlertid saa stærkt af kold og vedholdende Blæst, der virker baade paa Jordbund og paa Bevoksning, at man paa udsatte Steder bør plante en eller flere Rækker af Træarter som Ælm eller Poppel i Vindsiden af de mest udsatte Egekulturer. Foruden den regelmæssige Egehøjskov maa vi endnu be- tragte nogle andre Driftsformer. Som Stævningsskov dyrkes Egen ofte i Udlandet, og Driftens Hovedudbytte er i mange Tilfælde Bark. Stubben bevarer i lang Tid Evnen til at give friske Skud, og Foryngelsen gaar saaledes let. Fremtidsudsigterne for Salget af Egebark er imidlertid for usikre til, at denne Driftsform kan anbefales, og det er desuden tvivlsomt, om den i vort Klima vilde give væsentlig større Udbytte af Bark end den rationelt udhuggede Egehøjskov, hvis Udbytte af Træmasse er langt værdifuldere og lettere afsætteligt end Stævningsskovens. Vore gamle Egekrat, hvis Areal E. Dalgas i 1884 anslaar til 8800 Tdr. Land, har som foran nævnt hidtil været drevne i en Slags Lavskovsdrift, saaledes at man enten har stævnet store sam- lede Strækninger eller ved Plukhugst har udtaget de største og rankeste Skud til Plejlslagler tn. m.*). De bedste og yngste Krat, de der i en nær Fortid har været Højskov, formaar at vokse op til velformet, højstammet Ungskov, naar de fredes. Hvor Krattet er noget ringere, vil man kunne hjælpe det ved at udfylde Hullerne med en Træart, der, samtidig med at den giver Læ for Egekrattet, kan trives i Græs, Blaabær eller Lyng, som vokser paa de aabne Pletter. Efter Omstændighederne kan man anvende Skovfyr, Bjærgfyr og *) Om Hedens Egekrat se E. Dalgas i Hedeselskabets Tidsskrift 1883—84, G. Morville: Om Træplantning i Hederne, 1866. G. Mourier i Ugeskrift for Landmænd 23. Okt. 1862. P. E. Müller: Omrids af en dansk Skov- brugsstatistik, 1881, S. 57—60; Tidsskrift for Skovbrug Bd. VII, S. 13—40. Chr. Vaupell: De danske Skove, 1863, S. 292—309.