Haandbog I Skovbrug

452 HVIDGRAN. foretrækker for Rødgranens*); Raavildtet derimod bider sidstnævnte Art stærkest. Omdriften maa i mange Tilfælde rette sig efter de omgivende Bevoksningers, men svarer i øvrigt til Rødgranens; indtil 25—30 Aars Alder er der ikke meget stor Forskel paa Væksten af de to Træarter, men senere aftager Hvidgranens kendeligt, hvilket taler for en tidlig Benyttelse; paa den anden Side er Sundhedstilstanden som foran nævnt ofte bedre end i Rødgranbevoksningerne og en Over- holdelse dermed mulig. Udhugningen føres omtrent som omtalt S. 438, og man maa paa de udsatte Steder, hvor Hvidgranen forekommer, lægge særlig Vægt paa at frembringe kraftige Hovedtræer, medens Veddets An- vendelse bevirker, at vi kan nøjes med lidet ranke og jævnføre Træer, ligesom Grenekapning faar mindre Betydning end for Rød- granens Vedkommende. Snetryk, der knækker Rødgranerne, bøjer de unge Hvidgraner til Jorden. Bevoksningen vil sjældent indeholde mange syge Træer, men paa magre Jorder vil Næringsmangel be- virke, at der kun kan staa faa Træer paa Arealet, og vi maa slige Steder udhugge særlig stærkt. De fleste Hvidgraner plantes som alt berørt ikke i samlede store Kulturer, men som Læbælter, Hegn og Smaaplantninger om- kring Haver, Marker og Boliger, undertiden ogsaa langs Veje, og hvor denne Træart kan trives, fortjener den at anvendes i Stedet for Bjærgfyrren, hvis Værdi som Lætræ man en Tid har sat for højt. Planterne sættes sædvanlig i kulegravet Jord, og Hegn maa hellere plantes paa den jævne Mark end paa en Jordvold, hvor der let bliver for tørt; i hvert Fald maa Volden være bred (Fig. 128, S. 407), og Midten maa udfyldes med god Jord. Om det enkelte Skifte bør man plante en enkelt Række Hvidgraner med 12—18 Tmrs. Mellemrum, og i Tiden bør man maaske, hvor det kan over- kommes, klippe dem til høje Hækker med skraa Sider, idet Snittet stadig kun bør ramme det sidste Aarsskud. Sædvanlig vil det være nok at klippe Hækken een Gang om Aaret, ved Midsommer eller Midvinter, men ellers vælger man Foraar og Eftersommer. En øvet Arbejder kan slaa de ældre Hækker med Le, og paa denne Maade kan Pasningen udføres meget billigt. De afhuggede eller afklippede Skud fejes ned med en Kost. Hvor der plantes i Hede, maa man anvende lige mange Bjærgfyrrer og Hvidgraner i jævn Blanding. Langs Grænsen for større Landejendomme bør man maaske lægge et bredere Læbælte, der faar Lov at gro i Vejret, men hertil egner Løvtræerne sig fuldt saa godt som Naaletræer. I Smaaplantningerne omkring Gaarde, Huse og Haver kan man, hvor Jorden ikke er alt for mager, tør eller fugtig, blande Hvid- granen med Ædelgran og Abies Nordmanniana, som da efterhaanden skal danne et højt og varigt Læbælte om den yderste Del af Plant- ningen ; ofte kan man dog lettere bringe disse Træarter ind ved at underplante Hvidgranerne, naar de er bievne 30 Aar gamle. Plant- ningen bør lægges saa langt fra Boligen, at ikke blot Husene, men ogsaa Have og Vænge, Brændeplads, Stakhave og Vandingssted om- *) G. Morville i Tidsskrift for Landøkonomi 1869, S. 143.