FOREKOMST OG UDBREDELSE.
477
Fig. 149. Banke Bjærgfyrrer, 40—45
Aar gamle, rimeligvis af pyrenæisk Frø,
i Margrethelund Plantage ved Viborg.
Højden c. 35 Fod, Diameteren i Bryst-
højde c. 5 Tmr. ; i Forgrunden til ven-
stre en Rødgran. Fotogr. Septbr. 189&
af Metzger.
I Pyrenæerne, hvor der findes vidtstrakte Bevoksninger, og
i Søalperne er Træarten ofte født enstammet og vokser op til
et ret anseligt Træ, hvis Udvikling vel er langsom, men hvis
Form er rank og jævnfør, næsten som om det var en Rødgran.
Frøet giver som foran (S. 122) omtalt for en stor Del tanke
enstanimede Planter (Fig. li!)), der vokser hurtigere end vor
gamle Odsherredrace, men staar
sig mindre godt end denne mod
Sprækkesvamp (Lophodermium
pinastri) og ikke er saa tæt be-
løvede som de andre Former.
I Midten af det 19 de Aar-
hundrede har H. C. Wellen-
dorf og H. C. Ulrich ikke
blot plantet Bjærgfyrren soin
Læbælte, men ogsaa blandet
den med andre Naaletræer og
anlagt rene Bevoksninger paa
magert lyngklædt Sand i Ods-
herred (jfr. S. 481); samtidig
kultiverede man den i Vest
Jyllands Klitter, hvor den alle-
rede c. 1820 har været prøvet
et enkelt Sted, og Forstkom-
missionen af 1850, i hvilken
Wellendorf og C. V. Opper-
mann havde Sæde, anbefaler*)
ikke blot at bruge »Pimis mon-
tant! (pamilio) og Pinus inops
samt Abies alba« til Læbælter,
men siger ogsaa, at »Med Hen-
syn til Hedejords Beplantning
maa vi anse det for i højeste
Grad vigtigt for Jordforbedrin-
gen og derved for Anlæggenes
Fremme, at Jorden snarest mulig bliver fuldstændig beskygget,
°g at man mellem Granerne benytter Fyr, hvis Naalefald er
*) Rejseberetningen i Tidsskrift for Skovvæsen 1893 B. Kommissionen synes
at have vidst, at Bjærgfyrren var den mellemeuropæiske Pinus moniana,
men denne forveksles her og flere Steder i Beretningen saavel som i andre
Skrifter (dog ikke hos ScHÄFFBft) og i Datidens Praksis med den ameri-
kanske Pinus inops, der næsten ikke har været dyrket i vore Skove. Om
Fejlen stammer fra Forstmænd eller fra Botanikere, er tvivlsomt.