Haandbog I Skovbrug

Træ til Klarespaaner i Bryggerier og Spritfabrikker; endelig er Has- selen et ret godt Brændsel*), og Nødder kan i de sydlige Dele af Landet give en anselig Indtægt. Tørstetræ, hvis Ved er meget blødt, med en smuk rødlig Kerne, giver ypperlige Krudtkul og betales un- dertiden med 5 Kr. pr. Centner skovtørt, afbarket Ved; selv Stykker af en Blyants Tykkelse kan anvendes; tynde Skud giver ypperlige Tækkekæppe og Hattevirer; Barken anvendes i Medicinen**). Det line og haarde Ved af en Række Arter er fortrinligt til Drejer- og Træskærerarbejde, saavel som til Skeer og mange Redskaber, til Spadserestokke, Piskeskafter, Piberør, Paraply- og Parasolstokke. Rødligt er Kornel og Hvidtjørn; hvidt og brunt Dunet Gedeblad; gulligt Hyld og Syring; æggegult Benved, dog maaske ikke naar det fældes om Vinteren; gulbrunt Sandtisse og Vrietorn; brunt Slaaen og Kræge. Det fine, brunlige, vellugtende, tungtspaltelige, temmelig bløde Ved af Enebær er særdeles varigt og stærkt, hvorfor det giver ypperlige Hegnsstager og Slagler; simplere Effekter bruges til Røgning, og Kurvemagere og Kostebindere sætter megen Pris paa de fine Kviste af samme Træart, da de er overordentlig seje***), og foruden de tid- ligere (Kap. 11) omtalte Pile kan Krybende Pil anvendes til Flette- arbejde. De tornede Arter: Hvidtjørn, Slaaen og Tisse, hegner, an- vendte til Gærdsel, godt, men er ikke lette at behandle; mindst varig er vistnok Hvidtjørnen. Anvendelsen til Gærdsel, Faskiner og Brænde er fælles for alle de nævnte Buske. Næst efter Hassel og Ene turde vel Tørstetræ og Benved være de Arter, der er mest Grund til at dyrke for Vedudbyttets Skyld. Af Halvbuskene bærer en Mængde Arter velsmagende Bær, som dog sjældent giver Skovbruget nogen Indtægt (jfr. Kap. 22), medens Lyngen, der anvendes til Vejfyld, Brændsel og Tækkemateriåle samt i Klitdæmpningen, undertiden sælges med Lordel. H. Ma.yr har foreslaaet at dyrke den nord- amerikanske BIaabærart Vaccinium macrocarpum for Frugternes Skyld. I)c fleste Buske har en stor Reproduktionsevne, er skyggetaalende og holder sig vedblivende lave, hvorved de egner sig godt til U il- der vækst og Læ. Deres Anvendelse paa disse Omraader er om- talt tidligere ved de enkelte Træarter (Bøg S. 241; Avnbøg S. 269; Eg S. 324, 327; Ask S. 343, 347, 349; Ahorn S. 357; Æ1 S. 365, 367; Birk S. 380; Rødgran S. 443; Bjærgfyr S. 490; Skovfyr S. 505); Buskene gør Skoven lun og holder paa Løvet, samtidig med at de selv giver en anselig Mængde Affald; de bevarer altsaa den skøre Muld og værner Ungskoven mod Sol og tørrende Vinde. For Haveanlæg er Underlæ tidt fuldt saa vigtigt som Overlæ. Der er næppe nogen Busk, uden at den har Betydning paa disse Omraader; ofte kan man nøjes med at frede de Planter, der kommer af sig selv, men hvis man vil dyrke Buske, foretrækker man dc Arter, (1er )Qvade i Lolland-Falsters Forstmandsforening Oktober 1869. Meddelelser fra Hr. Skovrider H. Hansen. G. H. Thymann i Tidsskrift for Skovvæsen 1898 A, Side 43. Om Petersgaards Hasselskove se Chb. Vaupell: De danske Skove, 1863, S. 193—199. **)E. Sbhested i Hedeselskabets Tidsskrift 1896, S. 202. *-)H. Burckhardt: Säen und Pflanzen, 6. Auf!., Trier, 1893. C. A. Mathiesen i Tidsskrift for Skovvæsen 1900 A, Side 73.