Haandbog I Skovbrug

DYRKNING. 531 anbefaler at »sylte« det med Æblesltræller eller Kartoffelski ællei. Om Foraaret lægger man Nødder og Stene paa 3X3 Imrs. Afstand og dækker med 1—1 % Tm- Kompostjord. En Del Frø gemmer man paa almindelig Vis og faar saaledes Planter det følgende Aai. De fleste Buske, dog ikke Slaaen, vokser hurtigt i Ungdommen, og man kan derfor anvende | eller | Planter, der sorteres skarpt, saa at Planter af samme Størrelse anvendes sammen. Undertiden kulti- verer man ogsaa Hassel ved Saaning i Skoven, men af Hensyn til Mus bør man dog foretrække Plantning og om fornødent udbrede Busken yderligere ved Nedlægning. Plantetætheden behøver i Regelen kun at være ringe; 4X4, 5X5 eller endog 6 X 6 Fod er ofte til- strækkeligt. „ , Tjørnehækker plantes i en 2—3 Fod bred kulegravet Rende, som fyldes med frugtbar, kalkrig Kompost, hvis man ikke paa Sand- jord efter Dalgas’s Anvisning vil lægge 6—8 Tmr. Gødning i Bunden. Man sætter en enkelt Række Planter med Fods Afstand, træder eller trykker Jorden til om Rødderne og dækker dem med et tyndt Lag smuldret Jord; paa meget solrige Steder bør man den første Sommer skærme Planterne med Skyggeris. Hækken holdes stadig fuldstændig ren for Ukrudt, da den ellers bliver aaben forneden. Det næste Aar efterbedrer man omhyggeligt alle Aabninger med kraftige Planter, som, hvis Voksestedet ikke er særlig gunstigt, sættes i ny tilført frugtbar Jord. Enkelte Huller kan man lukke ved Ned- lægning Efter et Par Aars Forløb afskærer man Planterne 3 Tmr. over Jorden og lægger lidt Muld op om Stubbene, hvorfra der da fremkommer en Mængde kraftige Skud. I de følgende Aar bør man ikke klippe Hækken, men flette*) de unge Skud sammen til en tæt Mur, der gøres saa tynd som muligt, for at Lyset kan naa alle Skud; Arbejdet udføres af to Mænd, som har Tjørnevanter paa Hænderne og Læder paa Knæene; de arbejder sammen, knælende hver paa sin Side af Hækken og rækkende hinanden de tynde Skud; selv om disse nu og da knækkes lidt, vil Saarene nok blive helede med Tiden; Arbejderne stræber at følge Plantningens Flugt saa nøje som muligt og binder om fornødent Hækken til Pæle; undertiden sætter man fra først af et Lægtehegn i Midten, binder Hækken hertil og fjerner det efterhaanden. Naar den har naaet en passende Højde bøjer man Spidserne ned i Hækken, hvorved Planterne bringes til at skyde stærkt forneden, og først nu er det passende 1 id at klippe dem, hvilket Arbejde udføres ved St. Hansdag og i September, paa den Maade at Snittet falder tæt ved de gamle Skud, men dog i de unge, og at Hækkens Sideflader bliver skraa, hvorved de faar mere Lys, end om den var bred foroven; man klipper efter Snor, og det er lettere at klippe to Gange aarlig i bløde, unge Skud end een Gang i de fuldmodne Skud; en øvet Mand kan klippe c. 100 løbende Fod om Dagen; de afklippede Kviste maa fejes af og fjernes om- hyggeligt, da Lugearbejderne ellers stikker sig paa Tornene. I de *) Jfr. F. W. Thojel: Fuldstændig Afhandling om alle Slags Indhegninger, 1784. F. A. Görner: Der Weiszdornzaun, 2. Aufl., Berlin, 1879. Hos Thojel samt i A. Niemann: Inbegrif der Forstwissenschaft, I, Altona, 1814, findes mange værdifulde Oplysninger om Buske.