Haandbog I Skovbrug

530 BUSKE. ofte af Barken *) Fra tiere Sider omtales det som særlig vanskeligt at faa denne Art til at spire. Erik Viborg anbefaler at udtvære Frugterne i Vand (Botanisk Be- stemmelse af Sandvexter, 1795, S. 34), medens Gløersen ikke synes at have haft Vanskeligheder ved at faa Frøet til at spire (Den norske Forst- forenings Aarbog for 1892, S. 100). **) Reglet- for Behandling af Planteskoler, Aarhus, 1884. Ogsaa i Dalgas: Anvisning til Anlæg af Smaaplantninger, 5. Opl., Aarhus, 1894, findes flere Oplysninger om Dyrkning af Buske. bladet Mjødurt, Graapil og Øret Pil trives godt paa Tørv, Roser bedst paa varm og let Bund. Hyld og Hassel beskadiges Vinterkulden, og en Række Buskvækster trives (S. 81) bedst i Kyster- nes milde fugtige Klima. Rødmusen gnaver med Forkærlighed af Hyld og Tørstetræ; Raavildt og Harer bider mange Buske; Olden- borrer, Snudebiller og Frostsomraerfuglen angriber Hasselens Løv; Slaaen, Hvidtjørn og Benved bliver undertiden fuldstændigt afbladede og indspundne af Møl og Spindere, hvilket formindsker deres An- vendelighed i det skønnes Tjeneste. Formering ved Rodskud, Aflæggere og Stikker har større Be- tydning for Dyrkningen af Buske end ellers i Skovbruget, og vi kan paa denne Maade sikre os Planter hvert Aar, uafhængigt af Frø- bæringen. De sundeste og mest velformede Planter faar man dog som oftest af Frø, og mange Buske saar sig selv, idet Bær og andre kødede Frugter spredes ved at passere Tarmkanalen paa Pattedyr eller Fugle. Hvor Stævning anvendes, maa man vogte sig for at holde høje Omdrifter, sædvanlig vil 5—-15 Aar være passende. Af- skæringen maa udføres skaansomt, og paa Hegn bør Stubbene om- gives med Muldjord uden dog at blive dækkede deraf; det første Aar maa de unge Skud saa vidt muligt have Fred, hvilket er en med- virkende Grund til, at man stævner Hegnene, naar den eller de til- stødende Marker bærer Sæd eller ligger i Brak. Frøet udsaar man sædvanlig i Planteskolen, hvor man ogsaa kan opelske Planter af Stikker, Aflæggere, Rodskud og Rodstykker (jfr. S. 388). Aflæggere frembringer man ved at kroge slanke, unge Skud ned og dække dem delvis med Jord; et enkelt Skud giver ofte en Række Spirer, der staar saa tæt, at man maa udtynde dem. Af Krybende Pil »planter« man endog' hele Stykker Grønsvær, gennemvævet med Skud og Rødder. Det Frø, der anvendes, skal være fuldmodent, saa at f. Eks. Hasselnødder hellere maa rystes ned end plukkes med Haser, og Tjørnebær maa være saa skøre, at Kernerne ligger løse i Frugtkødet. Bløde saftfulde Bær som Hyldens, der let opløses i Jorden, saar man straks om Efteraaret, naar de er fuldmodne. Kødede Frugter, saasom af Hvidtjørn, Sandtisse*), Roser og Enebær, anbefales det at trykke itu, hvilket man kan udføre med den glat afskaarne Rodende af et Risknippe; man lægger derefter Kernerne og det vedhængende Frugtkød i Sand, som skærmes mod Mus og holdes jævnt fugtigt og varmt Vinteren igennem; naar Frøet da bliver udsaaet, vil det i Regelen spire første Foraar, medens tørrede Frø ligger et Aar over i Jorden. Hasselnødder og Stenene af Slaaen og Kræge behandles paa samme Maade ved Nedlægning i fugtigt Sand. Andre bruger at »sylte« Frøet ligesom Askefrø (S. 340), medens atter andre gemmer det i tætte Tønder, blandet med Sand og befugtet med Ajle. Dalgas**)