Haandbog I Skovbrug

529 FORSKØNNELSE. de giver, er ofte ubetydeligt, og de fredes og plejes i Regelen kun ved et Forbud mod Hugst, indsat i Forpagtningskontrakter eller Fæstebreve, haandhævet af en Godsforvalter, medens de sjældent er sikrede mod at mishandles af Kreaturer. Skovbrugeren har her en Række smukke og naturligt foreliggende Opgaver. De spredte Skovholme bør bevares ved Fredning og Jordbundspleje; hvor Bø„en har taget Overhaand, bør man søge igen at frembringe Eg og andre Lystræer, «1er passer til Forholdene; med Forkærlighed bør man dyrke haardføre Buskvækster. Disse Smaabevoksmnger har ikke blot Betydning for Landets Skønhed, men ogsaa for Dy relive Det lave Krat giver Skjul for Raavildt, Harer og Agerhøns, i den bevoksede Skrænt bygger Grævling og Ræv, Odder og Gravand, og en Mængde Fugle nærer sig af Buskenes Frugter, der ogsaa kan krjdre Næringen for de større Vildtarter. Hvor Bevoksningen « ved at gaa til Grunde som Følge af Vanrøgt, bør man ikke begyndei ed at kultivere Skovtræer; de vilde næppe kunne trives uden Indl eg g, og dennes regelmæssige Linier passer ikke til Landskabets Opnn lighed, medens Vildt og løsgaaende Ungkvæg let vil gøre Skade paa Hegnet. Man bør .lerfor, følgende Naturens Anvisning, først tilkul- tivere Smaapletler med tornede Buske: Hvidtjørn, Kræge, Slaaen og Sandtisse, som Dyrene ikke kan ødelægge, og dernæst naar en saadan Plantevækst kan værne mod Sol og Vind, mod Bid og Traad, bør vi ved Saaning bringe Egen ind; i Jægersborg Dyrehave vinder selv Bøgen Fremgang, hvor Opvæksten beskyttes at Slaaenbuske. 8 Undertiden kan Buske vel gøre Skade. Mange frodigt voksende Arter, lige fra Hassel og Hyld til Brombær og Gyvel kan trykke de unge Kulturer, saaledes som omtalt ved de enkelte Træai ter, Xed bend og Kaprifolium kan skade ældre Træer og HvlJJørn^ ’ sigide lollandske Egeskove med en saadan Frodigheda* rttnJo- iner Udførelsen af Skovning og Kulturarbejder. Misteltenen, der sammen med sin Slægtning Loranthns europæus gør anselig Skade i Udlandet, er hos os saa sjælden, at den er uden praktisk Betydning, derimod skader en Række Buske som Værtplanter for Rustsvampe, hvis anden Generation optræder paa Landbrugsplanter eller Skov- træer. Hvorledes Solbær, Ribs og Stikkelsbær faar _ Betyc ' i n Dyrkningen af Weymouthsfyr, er omtalt ovenfor (S 516) Be ib ’ der hist og her findes forvildet i vore Skove, bør udryddes, hvorved man i høj°Grad vil kunne formindske Udbredelsen af Berbens-Græs- rusta X™ te levende Hegn bør man søge at fjerne Vrietorn, der ei * for Vrietorn-Græsrust (Puccinia coronata). If. Hegnslovenaf 6 Ma 1869 §9 kan enhver Nabo forlange Berberisser og andre med He syn til Udbredelse af Plantesygdomme skadelige Buske eller Træer bortryddede fra Hegnene. I Slutningen af 1900 var der forelagt Rigs- dagen et noget niere vidtgaaende Forslag. v , Om liere af de ovennævnte Buskes F ordringer td Vokse- stedet er vor Kundskab kun saare mangelfuld. Som alt nævnt er de fleste Arter skyggetaalende. Naar de stævnes hyppigt bor føres der en betydelig Mængde Mineralstofter. Hassel og Hvidtjørn trives ikke godt paa meget lette og tørre Jorder, medens Enebær, Sandtisse og Krybende Pil som nævnt er lidet fordringsfulde; Tørstetræ, Pile- 34