Haandbog I Skovbrug

TILVIRKNING MED HAANDKRAFT. Ox CO Ved den almindelige Kul brænding i Miler, Kulsvieri*) foregaar der en Tørring, en tør Destillation og en ufuldstændig Forbrænding af Veddet. Der bortgaar, idet Temperaturen stiger til c. 300°, Vand og forskellige andre Stoller, hvorved Træet taber 75—80 pCt af sin Vægt og 35—60 pCt. af sil Rumfang. Inden Brændingen maa Veddet være sønderdelt i 1 — 4 Tmr. tykke Stykker af bestemte Længder, i Regelen * 1/2, 1, 2 og 3 Eod, og være nogenlunde frit for fremstaaende Knaster, Knuder eller Grenstumper. Milepladsen skal være jævn, tør og saaledes belig- gende, at den har Læ, giver nem Transport og ikke udsætter Om- givelserne for Brandfare. Brændingen giver et noget større Udbytte paa en gammel Mileplads end paa en ny, da Jorden, som helst maa være en Blanding af Ler og Sand, bliver passende porøs, naar den efterhaanden faar en Tilsætning af Kuister (Kulsmuld). Nogle bruger at brolægge Milepladsen med Sten og dække dem med Ris. For Afløbets Skyld maa Pladsen helst have nogle Tommers Fald fra Midten ud til Siderne, og undertiden omgiver man den med en lille Ringgrøft. Ofte lægger man flere Milepladser paa Rad og sætter en Skærm af Granris omkring Arealet, for at der kan være noget Læ. Her i Landet anvender man kun staaende, bikubeformede Miler, der rummer 50—100—200 Kbf. Træ og derfor brænder tul paa 2—4 Døgn, medens Brændingen i Udlandets store Miler, som kan rumme 10—100 Favne, undertiden endnu langt mere, kan vare flere Uger. Milen opstilles forskelligt, alt efter som den skal tændes fra oven eller fra neden. I første Tilfælde begynder man med at ramme et Par Pæle over Kors i Jorden og bygger Milen op omkring dem ve l at stille de længste Stykker i Kranse uden om Midterpælene, dog ikke umiddelbart paa Jorden, men paa Ris, eller paa vandret liggende Træstykker, der hviler paa løse Stene og er ordnede i Ringe omkring Midtpunktet. Yderst sætter man de tyndeste Stykker, og oven paa delle første Lag, der skraaner svagt, sætter eller lægger man kortere Stykker, det saakaldte Palbrænde, hvorved Milen faar sin afrundede Form. Hvis Milen skal tændes fra neden, danner man af Pæle en Skorsten, Hjertet, i Midten og fylder den med Ris, halvt forkullede Træstykker, Halm, Spaaner og andet letfængeligt Stof; langs Jorden laver man ved den ene Side en Ledning mellem to Hækker Træstykker og sørger for, at den ikke bliver stoppet under Milens Stabling, der i øvrigt udføres som ovenfor beskrevet. I Hederne, hvor man en Tid har brændt Mile-Kul af Bjærfyr, har man gravet en korsformet Grøft med lodrette Vægge under Milen og liai' derved faaet godt Undertræk. Man kan dække Milen med Lyngtorv, (1er lægges med Kødsiden udad (opad) og klappes til. Andre Steder bruger man et Lag af Halm, Bregner eller, endnu *) Om denne Sag se A. Oppermann i Tidsskrift for Skovvæsen 1889 B, Side 37; W. Lorenzen smst. 1893 A, Side 5; C. Dalgas i Hedeselskabets Tids- skrift 1895, S. 2, 20. Flere beslægtede Spørgsmaal behandles af Metzger i Artiklen: Wie können die ersten Durchforstungserträge junger Nadel- holzbestände mit Gewinn verwertet werden? (Fortwissenschaftliches Cen- tralblatt, Bd. 21, 1900).