584
VIDEREGAAENDE TILVIRKNING.
bedre, Hø, som bindes fast med Halmbaand, der omgiver Milen ;
fint Kvas af Gran eller Bjærgfyr giver ogsaa et godt Dække, men
maa ligesom Halm o. dsl. tilhylles med et Lag Jord, som helst maa
være blandet med Smuld fra tidligere Brændinger, og som klappes
fast. Fig. 184 viser Kulbrænding i en Hedeplantage.
Foroven tænder man med en Lyngtorv og nogle Pinde, forneden
derimod med en Lunte: en lang Stok paa hvis ene Ende der sidder
en Klud, vædet i Petroleum. Først naar Milen er tændt, og Ilden
har bredt sig gennem Skorstenen, dækker man Toppen helt.
Under Brændingen strømmer der først en hvid osende Røg ud
af Milen; den bestaar især afVanddamp, men indeholder ogsaa for-
skellige andre Stoffer, der gør Dækket sort, d. v. s. sodet, langs Rev-
Fig. 184. Kulbrænding i Høgildgaard Plantage ved Herning. Til venstre en
Mile der endnu ikke er dækket; til højre Arbejdere i Færd med at lægge Jord
paa en Mile, der er dækket med Bjærgfyrkvas; i Baggrunden Miler der er
næsten udbrændte. Fotogr. af C. Jørgensen.
nerne. Senere kommer der en let, blaalig liøg, som stammer fra
det tørre Ved eller fra Kullene; naar den blaa Røg er blevet den
overvejende, er Brændingen færdig. Selve Mileilden maa ikke blive
synlig, men undertiden antændes de udviklede Kulbrinter og brænder
da i Dæklagets Sprækker. Jo mere regelmæssigt og tæt Milen er
bygget, og jo bedre den er dækket, desto fuldkomnere bliver alt for-
kullet, og desto mindre brænder til Aske. For al lede Ilden maa
man af og til stikke Huller i Dæklaget, især forneden, eller lægge
mere Jord paa.
Naar Milen er udbrændt, fylder man mere Jord paa, saa at
Ilden omtrent slukkes, trækker dernæst Kullene tid med en Krog,
spreder dem, tilhyller dein med el tyndt Lag af Dækjord og lader