Haandbog I Skovbrug
Forfatter: L. A. Hauch, A. Oppermann
År: 1898-1902
Forlag: Det Nordiske Forlag
Sted: København
Sider: 788
UDK: 634 Hau
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
614
VEJE.
Vej sporene afsætter man efterhaanden, som Bevoksningerne
kommer til Foryngelse, men desuden, hvis det ikke alt er gjort,
paa alle Arealer med ung Opvækst, som man endnu kan overse.
Ved Kulturen kan man gøre meget for, at Vejsporene baade
kommer til at staa vinkelret paa Biveje og paa Trærækker.
Hvor Træarten i den unge Alder er lidet værdifuld, og hvor
Kulturarbejdet er meget omfattende, kan man ofte staa sig ved
at lade Vejsporene ligge hen uden at bearbejde eller tilkultivere
dem, saaledes at de fra først af er ubevoksede, men under andre
Forhold bør man tilkultivere alle Vejspor og en Del Biveje, som
da hugges op ved de første to Udhugninger. Hvis man blot i
Tide har afpælet alle Linier og sat Mærker ved Grøfter eller
andre Aabninger, ad hvilke man kan trænge ind i Ungskoven,
vil det ikke volde Vanskelighed at udstikke Vejlinien; i modsat
Fald maa man paa Kortet bestemme Vinkelen mellem Vej og
Vejspor, hvilken man da afsætter ude i Skoven ved Hjælp af
en Teodolit eller en Vinkelsøjle. Undertiden tilplanter man Vej-
sporet med 2—3 Rækker af en anden Træart, f. Eks. Gran i
Bøgekultur, Rødæl i Egebesaaning eller Østerrigsk Fyr mellem
Graner (jfr. S. 206, 308, 418), hvorved man frembringer noget
Læ, samtidig med at Sporene betegnes tydeligt; andre nøjes
med at sætte et Par Rækker af samme Træart paa tværs af
Kulturens Hovedretning, og atter andre sætter en Række Lys-
træer i nogle Alens Afsland fra Vejlinien og nord for denne,
saaledes at de senere kan nyde godt af den Lysning, der frem-
bringes, naar Vejlinien bliver hugget op.
Ved Skovens Vejbygning kan vi kun med visse Forbehold
anvende Ingeniørvidenskabens almindelige Regler for Anlæg af
Veje. Da vi kan vælge Vejens Retning og Beliggenhed temme-
lig frit, kan vi ogsaa let skaffe os den Jord, der behøves til
Paafyldning, og skille os af med den, der stammer fra Afgrav-
ning. Vi vil ofte kunne fåa Grus og Sten paa Stedet, altsaa
til billig Pris, men paa den anden Side har vi, da Anlægget er
privat, ingen Adgang til at skaffe os det manglende ved Eks-
propriation. Paa Vejen skal der i det højeste transporteres mid-
deltunge Læs, Færdselen er ikke stor og foregaar næsten altid
om Dagen, man kører ikke meget hurtigt, og lo belæssede Vogne
skal sjældent mødes. Vi kan altsaa bygge Vejen temmelig let
og smal, med noget stærkere Stigninger og Fald end paa Lande-
veje, om end vi som oftest bør gaa udenom, hvor man vilde
føre Vejen gennem Bakker og over Moser eller Søer, hvis den
blev bygget til offentlig Brug. Vort Jordarbejde bliver gennem-
gaaende kun ubetydeligt, og det samme gælder om Brobygning.