Haandbog I Skovbrug

616 VEJE. hvor de støder sammen med den, og sædvanlig bør begge Tan- genter være lige lange, saaledes at Buen bliver symmetrisk. Fig. 188 (S. 615) viser, hvorledes man kan afsætte forskellige Buer. Hvor to Veje støder sammen eller skærer hinanden, maa Run- dinger eller Sving ikke være bratte, med mindre i hvert Fald en af Vejene har en anselig Bredde. Som Middel mod Krybskytteri og af Hensyn til Vinden giver man undertiden Vejen en Bugt tæt inden for Udkørsel til Mark eller offentlig Vej. I store Skove, hvor det er vanskeligt at finde sig til rette, bør man give Vejrundingerne for- skellig Form (Fig. 189) og yderligere fremhæve Forskellen ved Plant- ning af en bestemt Træart langs hver af Hovedlinierne paa den ene Led, hvorhos man giver de enkelte Veje Navne; naar man f. Eks. ved, at der staar Ege ved alle Vejskæringer langs Egelinien, og at alle Rævebakkevejens Rundinger har Form som paa Fig. 189 a, vil et Vejkors, der besidder begge de nævnte Egenskaber, være Skæringen mellem de to Linier. Særlig i store Hedeplantager paa fladt Terrain vil denne Sag faa en ikke ringe Betydning, efterliaanden som Skoven vokser op. De smakkeste Pladser fremkommer, hvor alle Veje er lige brede og Skæringsvinklerne lige store; hvis Forholdene er min- Fig. 189. Forskellige Korsveje og Vejrundinger. Til Dels efter Salisch*). dre regelmæssige, maa man ofte nøjes med at plante et enkelt Træ, f. Eks. en Lind eller en Nordmannsgran, i Midten (Fig. 189 e). Naar Vejliniens Beliggenhed er fastslaaet, foretager man et om- hyggeligt Nivellement, efter at man har sat Pæle for hver Kæde- længde (25 Alen); man behøver da kun under særlige Forhold, som i Bunden af Slugter, at tage Mellempunkter. Det er tilstrækkeligt at aflæse Halvtonimer og at tegne Profilet paa godt Millimeterpapir. Kun hvor der er en meget stærk Sidehældning i Terrainet, foretager man Nivellement af Tværprofiler. Vejens Længdeprofil vælger man saaledes, at det ikke inde- holder stærke Stigninger; paa Bakketop og i Dalbund, hvor Fal- det skifter Retning, indskyder man vandrette Stykker, og op til disse lægger man Stykker med svagt Fald, saaledes at man faar jævne Overgange i Stigningsgraden, hvilke forskønner Vejen og let- ter Færdselen. Et meget svagt Fald med skiftende Retning menes at lette Trækket, fordi det giver Dyrene nogen Lejlighed til at bruge forskellige Muskler og altsaa nogen Afveksling i Arbejdet ; i hvert Tilfælde er det vanskeligt at vedligeholde Kørebanen paa *) H. v. Salisch: Forstästhetik, 1885, S. 100—117, 178—182.