Haandbog I Skovbrug

NYBYGNINGER. 625 eller Tørv*). Paa disse Steder bør man dog ofte anvende Faskiner som Underlag, og særlig gælder det, hvor Vejen fører langs en Skraa- ning eller gennem en Afgravning med Kildevæld. Man lægger Faski- nerne, hvis Længde er c. 8 Fod, i den gravede Kasse Side om Side, saa tæt som muligt, og dækker dem med Jord, idet inan gra- ver Kassen videre frem; ved Sving lægger man to Randfaskiner; hvor der er Væld, lader man Faskinerne gaa fra Kant til Kant af Vejen, eller man kanter Faskinlaget med løse Ris, der lægges skraat, med Topenden opad. Undertiden kan man faa en god og billig Vej ved at køre Sand paa Ler og vedblive at fylde Huller og Hjulspor med Sand saa længe, indtil Leret er mættet dermed; efter at man saaledes har paaført 10—12 Kbfv. Sand pr. 100 Fv. Vej (1 Læs pr. Favn) og har faaet det kørt sammen i et Par Aar, hakker man Kørebanen svagt op og lægger et tyndt Lag Skærver paa**). Sand- jord kan man dække med Ler og derover Grus, henholdsvis 33 og 25 Læs pr. 100 Fv. Vej, hvilket giver en fast og jævn, men noget glat Kørebane. C. II. Thymann har paa en stejl, leret Bakke dækket Vejen med et 3—4 Tmr. tykt Lag Barkskrub***). I Hedeegne kan man undertiden anvende Myremalm som Skærver; andre Steder er en Reolpløjning af Vejen tilstrækkelig, da den tillader Fugtigheden at synke ned og bringer et Gruslag op paa Overfladen. I visse Egne af Vestjylland findes der righoldige Lejer af haarde afrundede Sten, fra en Hasselnøds til et Hønseægs Størrelse, som giver et ypperligt Vejmateriale, en Mellemform mellem Grus og Skærver. Biveje kan man dække med omvendte Lyngtorv, der falder godt sammen, naar de er skaarne med Lyngspade, og i lang Tid kan danne en fast, men rigtignok noget ujævn Kørebane. Andre Steder dækker man Klittens løse Sand med Lyngtop, der kan ligge længe uden at lade sig køre igennem. Skraaningerne i Afgravninger og Paafyldninger trænger ofte til at befæstes, naar man skal undgaa, at de skrider ned, især ved Tøbrud. Om fornødent dræner man dem med Stenledninger eller Ris- faskiner, eller man lægger Ler paa Sandjord, men som oftest nøjes man med at dække med Muldjord, der klappes fast, hvorefter man tilsaar Arealet med Frø af Græsser og Bælgplanter. Th. Wester- mann anbefaler Brugen af anselige Frømængder, 31—35 Pund pr. Td. Ld., med Blandinger afpassede efter Jordens Egenskaber og saa- ledes sammensatte, at Plantedækket hurtigt bliver tæt, men tillige er varigt. Undertiden kan man plante lave Buske, Pilestiklinger eller Gyvel paa Skraaningerne, hvilket dog let kan samle Sneen i Afgravningerne og kan modvirke Udtørring af Vejbanen. Hvor Vejen støder op til Havet, større Indsøer eller rindende Vand, maa man ofte skærme Skraaningen mod Vandets og Isens Virkninger med Sten- sætning og Faskinklædning eller med Risgærder, og hvor der findes •) Jfr. F. Krarup i Tidsskrift for Skovvæsen 1897 A, Side 6; Männel i Forstlich-naturwissenschaftliche Zeitschrift 1896, S. 383. **) N. Nielsen i Tidsskrift for Skovvæsen 1889 A, Side 43. ***) Tidsskrift for Skovvæsen 1893 A, Side 168. 40