Haandbog I Skovbrug

SKOVRIDEREN. 707 om at oparbejde Træet, inden det tager Skade, og bringe det paa Lagerplads, endnu medens Luften har sin største tørrende Evne. Paa denne Maade er del muligt at sysselsætte Arbejderne uafbrudt indtil Slutningen af Juli, Kornhøstens Tid, hvor mange af dem for- lader Skoven for at gaa i Landbrugets Tjeneste. Salg af Egebark, Græsslæt, Bygningstræ og Sommerbrænde vil sammen med Eftersyn af Foraarets” Kulturer og af Vejbygning, maaske ogsaa Husbygning, høre til Skovriderens vigtigste Sommerarbejder i Skoven; endvidere maa han ved Undersøgelse paa Stedet afgøre, om og naar der skal renses i Kulturerne fra de foregaaende Aar; men samtidig lægger Kontorarbejdet stærkt Beslag paa hans Tid. Aarets Regnskab skal afsluttes, Beholdninger af Varer og Planter gøres op, Budgettet ud- arbejdes og Planen for Driften i det kommende Regnskabsaar lægges, hvormed ogsaa følger meget Arbejde i Skoven. Det er særlig gen- nem Budget og Regnskab, at Bestyreren faar Lejlighed til at ind- hente Besidderens Samtykke til det, der skal udføres, og hans Bil- ligelse af det (1er er udført i det forløbne Aar. I hele denne Række af Arbejder skal Skovrideren være Midtpunktet, være den der ser alt og holder alle Traade i sin Haand; Udvisning, Salg og Kontorforretninger optager vel meget af hans Tid, men lige saa stor en Del bør anvendes til Eftersyn af Arbejde, saavel medens det udføres som senere, og af Bevoksningerne ikke mindst i de mest afsides og fjernt lig- gende Dele af Distriktet, ligesom han maa træffe sine under- ordnede saa hyppigt, at de i Tide kan faa klare og bestemte Svar paa deres Spørgsmaal og fornøden Vejledning i Tvivls- tilfælde. Skovrideren skal ikke gøre Tilsynspersonalet over- flødigt, lian skal ikke søge at gøre dets Gerning, men støtte og lede det under Udøvelsen; et passende Maal af Eftersyn op- muntrer den dygtige og ærekære, lige saa vel som det ansporer den sløve og ligegyldige. At administrere er en Kunst, der praktisk ikke kan læres andre Steder end i Livets Skole; Fagkundskab strækker ikke til, ja er næppe engang vigtigere end Menneske- kundskab, almindeligt Omdømme og en human Udvikling, dei bygger paa Erfaringssætningen, at god Vilje drager stoit Læs, det gælder om at føre de underordnede, uden at de følei Le- delsen som en Tvang. Lige saa lidt som man maa gaa af A ejen for at dadle det daarlige, lige saa lidt bør man være karrig med sin Ros hvor den underordnede har ydet særlig meget eller særlig godt Arbejde. For Skovriderens egen Udvikling har den stadige Færden gennem Skovene stor Betydning; hans Iagttagel- sesevne skærpes, naar han følger Væksten saavel i ældre som i yngre Bevoksninger, og hans Kundskab forøges, efterhaanden som°han lærer Skovene og Menneskene bedre at kende. Ofte vil han lære lige saa meget paa den tilfældige Gang gennem 45*