Det Internationale Møntspørgsmål
1. Betænkning af en Engelsk Regjeringscommission. II. Tvende Brere af Wichel Chevalier

47 mængden i Guldmønterne fra Tid til anden skulde be- rigtiges for at gjøre Sølv til den eneste Værdimaale- stok. Mærkeligt nok har Loven havt til Følge, at det er blevet nødvendigt at formindske Værdien af Franc- stykket, som ikke længer indeholder den Sølvmængde, der gjorde den til den Franske Møntfods Eenhed, og at hvis Sølv, der i saa mange Aar vedblev at afgive den practiske Metalfod, var vedblevet at være den eneste Metalfod, vilde Værdien af 25 Francs i 9/io flint Sølv efter Gjennenisnitsprisen paa Sølv i det Aarti, der udløb med 1865, det Aar, hvori Overeenskomsten vedtoges, have oversteget Værdien af en Engelsk. Sovereign med en høist ubetydelig Brøkdeel. Hvis den Franske Regjering derfor, idet den valgte Guld til Møntmetal, vilde anbringe saa meget flint Guld i sine Guldmønter , at det vilde give dem den samme virkelige Værdi, som Hovedsølvmønter af det samme Navnebeløb havde i hine ti Aar, vilde den, uagtet den for Fremtiden fastsatte en enkelt Guldlod, bevare Vær- dien af Hovedmønten saaledes som den bestod 1865 i det Metal, hvorefter den er bleven bestemt lige siden 1803, og det paatænkte 25 Francstykke og den Engel- ske Sovereign vilde da have samme Værdi. Den Mængde tiint Guld, som det vilde blive nød- vendigt at anbringe i 25-Francstykket, vilde naturlig- viis være omtrent et Grain mere, og Møntens Værdi blive omtrent 20 Centimer høiere, end det nu er paa- tænkt. Værdien af de andre Guldmønter maatte da forhøies i det samme Forhold. En saadan Forandring vilde foranledige lignende, om