Det Internationale Møntspørgsmål
1. Betænkning af en Engelsk Regjeringscommission. II. Tvende Brere af Wichel Chevalier

79 nyder Anseelse og er et fast Støttepunkt. Det er til- lige hensigtsvarende at omgive den nye Mønt under dens Prægning og Circulation med saadanne Sikkerhedsmid- ler, at de nye Pengestykkers Rigtighed hverken i Hen- seende til Vægt eller Lødighed kan være Gjenstand for Tvivl, og at en Creditor, hvem de bydes i Betaling, kan være vis paa uden Fradrag at faae den Metal- mængde, der tilkommer harn. Der ligger nu kun ringe Vægt paa, at det i London gjorte Forslag havde Mang- ler og Huller; ved et nyt Forslag kan Alt afhjælpes. En første Betingelse for et godt Møntvæsen er den, at Eenheden staaer i et ligefremt Forhold til Vægteenheden, at den veier netop det Samme som denne Eenhed eller et af dens Multipla eller en af dens aliqvote Dele, som ere i Brug. Folkene i Oldtiden og de efter Romerrigets Kald i Europa opstaaede Riger svigtede heller ikke denne Regel. Naar man betalte en Sum med Mønt, blev det stedse, lige til Middelalderens Mørke gjorde Forestillingerne i Europa uklare, forudsat, at man gav en Vægt i Metal, det være sig Guld eller Sølv, et vist forud vedtaget Antal Vægteenheder eller regelmæssige Dele af denne Eenhed. Endog Benævnelserne paa baade de smaa og store Mønteenheder ere de samme som Benævnelserne paa Vægteenheden eller dennes Multipla eller Under- multipla. Alle de gamle Møntbenævnelser, Abrahams Sekel, Romernes As, Grækernes Drachme og Talent, Pundet og Marken i de Europæiske Riger, ere laante fra Vægtsproget. I Middelalderen tiltoge uvidende eller begjærlige Konger og paa Renaissancen« Tid enevældige og samvittighédsløse Herskere, der vare ligesaa gridske