Den nuværende Crise i Agerbrug og Industri
og Midlerne til at raade Bod på samme.

38 Man trøster sig imidlertid, m. H., altfor let nutildags ved at udbrede den farlige Theori: at hvad En taber, det vinder en Anden. Bastiat siger tvertimod: „Den Enkeltes „Vel gavner Alles Vel, og Alles Vel gavner den Enkeltes „Vel. Det dreier sig ikke om at skabe Antagonisme, men „om at skabe Harmoni.“ Man siger altsaa: naar Agerbrugeren taber, saa beriges Industrien paa hans Bekostning. Det er imidlertid en stor og farlig Feiltageise; alle vor Industris Grene blive ramte af samme Slag og paa samme Maade som Agerbruget, og for at overbevise Dem herom, beder jeg Dem høre paa en simpel og practisk Samtale, som jeg tænker mig ført med en Bomuldsfabrikant i Manchester, altsaa i England, hvor Guldet er det meste til Penge anvendte Metal. Jeg: „Høistærede Hr. Fabrikant! Jegskal betale noget „Korn, jeg har kjøbt i Indien; da jeg kan bruge Deres »Bomuldstøier til Betaling, spørger jeg om Prisen paa dem.“ Fabrikanten: „Jeg sælger dem til den og den Pris.“ Jeg: „Det gjør mig meget ondt, Høistærede! at jeg „ikke kan bruge Deres Tilbud; jeg har nemlig ogsaa Tilbud „af Sølvbarrer, hvilke man vil sælge med 25 % Tab, og „dette er meget fordelagtigere for mig. Vil De levere mig „Deres Tøier med samme Pris-Reduction, lad mig saa høre „fra Dem, men ikke før! Farvel!“ Denne simple Samtale vil bedre end de lærdeste Rai- sonnementer bevise Dem, at en hvilkensomhelst Industri i England ligesaavel som Agerbruget er ramt af Sølvets Værdiforringelse i alle Forhold til Nationer, der kun have Sølv til Mønt, og vi vide, at af alle Jordens 1200 Millioner Mennesker — China og Afrika indbefattet — er dette Til- fældet med over 700 Millioner. Det er tydeligt, at Sølvets Bortfalden som Mønt har fremkaldt en heftig Crise, især