Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

82 VI. Det etiske Onde. Den teologiske Forestilling om »Synd mod den hellige Aand« indeholder derfor en psykologisk Umulighed. Luther betegner den i en Prædiken over dette Emne som en »Djævle- synd, der, skønt aabenbart og overbevist, ikke vil overbevises«.*) Men naar man ikke vil overbevises, hvorledes kan man saa være overbevist? Saa længe man ikke vil overbevises, maa der jo dog være en Del af Sindet tilbage, hvor Overbevis- ningen ikke er trængt hen med sin fulde Virkning; hvorledes kunde ellers en saadan Villie opstaa? — Luther siger: »Naar nogen kommei’ saa vidt, at han intet vil høre eller se, ja til- med vil forsvare sin Gudsbespottelse, saa staar han ikke længer til at raade og hjælpe«. Men den, der forsvarer sig, beraaber sig dog paa Grunde; han anerkender altsaa endnu Sandhedens Magt, kun at han ikke anerkender som Sandhed, hvad hans Modstandere kalde saa. Her er altsaa endnu noget godt tilbage. Det aldeles djævelske vilde være, slet ingen Sandhed at anerkende; men det vilde tilsidst føre til fuld- stændig Meningsløshed og Tankeløshed og til fuldstændig Af- magt. Den absolut konsekvente Ondskab vilde altsaa være absolut Dumhed, og det var et rigtigt Instinkt, der lod Folke- troen forvandle den onde Djævel til den dumme Djævel. 3. Et Skridt videre fremme end Forblindelsen ligger Forhærdelsen. Men heller ikke den er Et med bevidst Ondskab. Forhærdelse er Forblindelse, der har sat sig fast, er gaaet over i Kød og Blod, saaledes at en Ændring af Karakteren er overordentlig vanskelig. En saadan Forhærdelse vil det dog være uberettiget at gøre til Et med Uforbeder- lighed. Vor Opdragelseskunst, baade den individuelle og den sociale, er neppe saa vidt fremskreden, at vi tør erklære et Menneske for absolut uforbederligt. Vor Kunst og vore Midler slaa maaske ikke ti]. Men der er hidtil paa *) Luther tilføjer: »Denne Synd har jeg i forrige Tider, da jeg endnu var en lærd Doktor, aldrig villet tro, var til her i Verden«. Men senere kom han til at frygte for, at Papisterne, der bragtes saa vidt, at de intet kunde sige mod den rette Lære, vilde blive stikkende i denne Synd! (En Prædiken om Synden mod den Helligaand. Af Dr. Morten Luther. Dansk Overs. Kbhvn. 1871). — Som lærd Doktor var Luther en bedre Psykolog’ end da han var bleven den store Agitator.