Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

VI. Det etiske Onde. 81 skelnes mellem Bevidstheden om de faktiske Forhold, som Handlingen angaar, og Bevidstheden om Handlingens etiske Karakter. Uvidenheden og Forblindelsen behøve ikke at an- gaa de faktiske Forhold. Jeg kan vide bestemt hvad jeg gør, som f. Ex. Kætterdommeren véd hvad han gør, naar han fælder Dødsdommen over et Menneske paa Grund af hans Tro, uden dog at være klar over, at det fra et højere etisk Standpunkt set er noget forkasteligt. En saadan Klarhed vilde gøre Handlingen umulig. Ti det er psykologisk umuligt at handle mod sin bestemte og fulde Overbevisning, naar denne ikke fordunkles og fortrænges af andre Tilskyndelser. Man kunde mene, at vi alligevel havde en saadan Villen mod bedre Viden, naar Mennesket søger at fordunkle den etiske Bevidsthed hos sig for at slippe fra den Splid og Delthed, som opstaar, hvor den ikke strax kan blive her- skende. Men i saadanne Tilfælde har jo den etiske Be- vidsthed ikke faaet fast Fod; ellers kunde Pinligheden ved den delte Tilstand ikke blive det raadende Motiv. Der handles ikke ondt med fuld og klar Bevidsthed om, at det er ondt.*) *) Det er først i den nyeste Tid, at store Digtere have skildret det onde med en finere og’ dybere Psykologi end den, der ligger til Grund for den sædvanlige Djævletype, hvilken endog Shakspere alt for meget har fulgt i sin Richard III. og sin Jago. I første Linie staar hei- Begyndelsen af Dostojevskis Raskolnikov. Men jeg maa ogsaa henvise til en enkelt Replik, i Ibsens »Rosmersholm«. Skildringen af Rebekkas Karakter kan jeg ikke paatage mig at forsvare; men en enkelt Replik er mesterlig. »Der er da vel to Slags Villie i et Menneske, skulde jeg mene! Jeg vilde ha’ Beate væk. Paa den ene Maaden eller paa den anden. Men jeg troede aldrig, at det skulde komme alligevel. Ved hvert Skridt, som jeg fristed og voved fremad, syntes jeg ligesom noget skreg indeni mig: Nu ikke længer! Ikke et Skridt længer! — Og saa kunde jeg ikke la’ det være endda. Jeg maatte friste et bitte lidet Gran til. Bare et eneste et. Og saa et til — og altid et til. — Og saa kom det. — Det er paa den Vis, sligt noget gaar for sig«. En mindre Digter vilde have skildret hende som en Djævel, der med fuld Bevidsthed lagde sin Plan og klogt beregnede de mange smaa Knappenaalsstik, der skulde føre til Maalet. Høffding: Etik. 6