Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

80 VI. Det etiske Onde. Naar den teologiske Etik udleder Synden af Hovmod, da er det, som Sibbern med Rette har sagt, at udlede det onde af det værste onde. Det er at vende op og ned paa Sagen. Først gennem en Række Udviklingstrin stiger den ubevidste Træghed, der ogsaa kan være gavnlig, til bevidst Afvisning af ethvert Forsøg paa at drage Individet ud af dets Isolation. Først paa Højdepunktet af den ved Trægheden indledede Modstand gør Individet alt andet til Middel for sin Nydelse eller sin Magtfølelse. I Stedet for at være én blandt mange har det nu gjort sig til absolut Centrum eller dog forsøgt derpaa. 2. Her frembyder sig naturlig det Spørgsmaal: hvor høj en Grad af Bevidsthed kan der være til Stede i de nu skild- rede Tilstande? — Prædikatet »ondt« udtales fra et Stand- punkt, som den, paa hvem det anvendes, ikke deler. Øje- bliksmennesket deler jo ikke Individualistens Standpunkt, og Individualisten deler ikke dens Anskuelse, der støtter sig paa Familiens, Stammens, Statens eller hele Slægtens Standpunkt. Dersom den, der staar paa det snevrere eller lavere Stand- punkt havde fuldstændig og klar Bevidsthed om Prædikatets Gyldighed og Anvendelighed paa ham, saa maatte ogsaa de tilsvarende Følelser og Drifter sættes i Bevægelse, og hans Karakter og hans Handlen maatte blive en anden. Der maa altid i det onde være Uvidenhed og Forblindelse: Uvidenhed, for saa vidt som Forestillingerne ikke ere klare og fuldstæn- dige; Forblindelse, for saa vidt som det er visse herskende Følelser og Lidenskaber, der hindre Forestillingernes rette Udvikling. Sokrates havde i Hovedsagen Ret i, at Synd er Uvidenhed, naar man blot ved Uvidenhed tænker paa mere end manglende Forstandsoplysning, eller naar man til Uviden- heden føjer Forblindelsen for at udtrykke, at ikke blot mangler den rette Erkendelse, men der er ogsaa positive Hindringer for at den kan udvikle sig og faa Magt over Sindet. De, som handle ondt, »vide ikke, hvad de gøre«. Men Aarsagen til, at de ikke vide det, ligger ganske vist dybere end Sokrates tænkte sig, eller i hvert Tilfælde dybere end han forstod at udtrykke. Men til en egentlig Villiesakt hører jo dog, at man skal være sig klart bevidst, hvad man gør! — Her maa derfor