Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

90 VII. Velfærdens Teori. Selv om disse Aarsager ikke virke hos den Enkelte, der har naaet en vis Ligevægtstilstand, ville de dog virke i Slægten efter ikke mange Generationers Forløb. Det vil vise sig, at, hvis der ikke sker en Tilbagegang eller en Opløsning, vil enhver Opnaaelse af et Formaal kun være Begyndelsen til, at et nyt Formaal stilles. Velfærd er derfor en Illusion, der- som dermed menes en passiv, én Gang for alle frem- bragt Tilstand. Den maa bestaa i Virksomhed, i Arbejde, i Udvikling. Hvile kan kun betyde foreløbig Af- slutning, Opnaaelse af et nyt Niveau, hvorpaa en ny Udvik- lingsgang kan indledes. Vor første Definition af Velfærd som en varig Tilstand af Lystfølelse behøve vi dog derfor ikke at tage tilbage. Hvad der maa afvises, er blot Forestillingen om en passiv Tilstand. Virksomhed er lige saa vel en Tilstand som Hvile er det. Ved en naturlig Illusion tænke vi os gerne vore fjernere Formaal som hvilende Tilstande. Vi kunne paa Grund af Fjernheden ikke se den Mangfoldighed, de inde- holde, og de Opgaver, de stille. Af denne Illusion river den virkelige Erfaring os stedse ud. Der er her en betydningsfuld Parallel mellem Velfærdens Teori og Samvittighedens Teori. (Smign. IV, 3—4). Ingen af dem kan antage nogen absolut Afslutning, men begge føre os til Tanken om en uoverskuelig Udviklingsgang. Og der er tillige en Vexelvirkning mellem dem. Ti jo højere en Fore- stilling man har om hvad der hører til Velfærd, des mere udvikles og øves Samvittigheden, da den faar des flere Op- gaver at behandle. Og jo finere og skarpere udviklet Sam- vittigheden er, des større Fordringer stiller den til det, der (hos andre og hos os selv) skal fortjene Navn af Velfærd. Den er let at tilfredsstille, hvis Øje er sløvet, og hvis Syns- kreds er snever. Naar store Aander ofte dømme nedsættende om den Lykke, der kan opnaas i Verden, da tænke de mere paa de passive Tilstande, der udfylde Mellemrummene mellem den store Virksomheds Tider, end paa selve den Virken, der har gjort dem til de store Aander. Det er psykologisk forstaaeligt, at de i de virksomme Tider, da Livet rørte sig stærkt i dem, ikke tænkte paa deres egen Tilstand, men gik op i Arbejdet for deres Sag. Det er altid misligt, naar Opmærksomheden