Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

VII. Velfærdens Teori. 93 Kulturen er ikke Genstand for Valg. Den er Fortsæt- telse af Naturudviklingen og kan lige saa lidt stanses som denne. Etiken maa altsaa tage den som noget faktisk. Etiken føler ingen særlig Beundring for en Verdensorden, under hvilken Udvikling ikke synes at være mulig uden Overspæn- ding af Kræfterne, uden Ensidighed og Spredthed i Evnernes Brug. Den er ikke saa haardhudet, at den over det tilsyne- ladende glimrende i de ydre Resultater kan glemme den Angst og Smerte, den Sved og det Blod, som de koste. Derfor fordrer den, at de tunge Byrder skulle lettes, at de splittede Kræfter skulle samles, og at alle værdifulde Evner skulle ud- vikles. De Fordringer, den saaledes stiller til Kulturudvik- lingen, ere beslægtede med dem, den stiller til den menneske- lige Villen og Handlen i det hele (III, 20), skønt de ikke her kunne formuleres ganske paa samme Maade. Men paa den anden Side er den heller ikke sentimental og kortsynet, saa at den skulde glemme, at Fremgangen kun kan ske gennem Anstrengelse og Lidelse. Kun i Deltagelse i Kulturarbejdet finder den en virkelig Opgave og et virkeligt Indhold for Villieslivet. Enhver Etik, der ikke paa mystisk og asketisk Vis trækker sig tilbage fra det virkelige Liv, maa betragte Sagen paa denne Maade. Den etiske Hovedopgave over for Kulturen er den at indskærpe, at Livet ikke skal gøres til et blot Middel for upersonlige Opgavers Løsning. Kulturen er et Middel for Personlighederne, ikke omvendt. Det personlige Liv maa hverken ødes i frugtesløs Kamp mod uovervindelig Modstand eller spredes og indsnevres ved for stor Mangfoldighed eller Ensidighed. Kulturen indeholder en Mulighed for, at Menneskene kunne voxe med deres højere Formaal; det er denne Mulighed, Etiken fordrer benyttet. Sværmeriet for Naturtilstanden er uetisk, naar det fører til at opgive Arbejdet. Et karrigt Ind- hold er let nok at ordne; hvor der ingen Foi’skelligheder og Modsætninger er, er det let nok at holde aandelig Disharmoni borte. Ofte kan vel en Indskrænkning af Fornødenhederne være den eneste Mulighed til at vinde Sejr over Hindringerne. Men ofte kan netop det, at der føles Savn og Mangel, vække nye Kræfter og derved muliggøre en Tilfredsstillelse, som ellers ikke havde været mulig. Ingen af de to Paastande, —