Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

 VII, Velfærdens Teori. 95 Livsbetingelser og til de stadige Kilder for nyt Liv og ny Virksomhed. Goethe sagde (i en Samtale med Eckermann): »Jeg har i mit Kald som Forfatter aldrig spurgt: hvad vil den store Masse, og hvorledes kan jeg gavne det Hele? Jeg har stedse kun tragtet efter at gøre mig selv indsigtsfuldere og bedre, at forhøje min egen Personligheds Gehalt og saa stedse kun udtale hvad jeg havde erkendt som godt og sandt«. Hvis han havde villet rette sig efter Publikums Smag og Evner, vilde han kunne have gjort større øjeblikkelig Virkning, men hans Værker vilde saa ogsaa have havt en kortere Levetid, og han vilde ikke være bleven den store Lærer for mange Slægter. I denne Sammenhæng kan den bekendte Paastand, at Hensigten helliger Midlet, belyses. Naai’ et Middel er uetisk, vil det i Regelen vise sig, at man ved at, anvende det, volder større Fordærv end ved at opgive sin etiske Hensigt. Den, der vilde myrde i ædel Hensigt, vilde ved det Brud paa de mest elementære Love for menneskeligt Samliv, han derved foretog, frembringe et større Onde end han kunde afhjælpe ved at opnaa sin Hensigt. Det vil desuden for det meste vise sig, at man ved saadanne Handlinger, som kun skulde »helliges« ved Hensigten, egentlig kun rammer de ydre Følger eller Symptomer, ikke den egentlige Aarsag. Saaledes ved politiske Mord og lignende Handlinger. Virkelig etiske Formaal kræve en lang Udviklingsgang til deres Virkeliggørelse, og muliggøres ofte netop kun, naar der ikke sker noget Brud paa de elementære etiske Love, man mener at kunne bryde for at tjene For- maalet. Snigmorderen, hvis Hensigt det er at skaffe bedre Tilstande i Landet ved sin Handling, umuliggør ofte netop dette ved sin egen Handling. Bedre Tilstande i et Folk op- naas ved at virke paa dets Karakter og Tænkemaade, ved at udvikle dets Kræfter og dets Hjælpekilder. Naar et Folk ikke har Evne til at styre sig selv, hjælper det ikke, at det bliver af med sin Tyran, og især ikke, naar den ledige Plads strax udfyldes. Ogsaa hin berygtede Sætning udspringer derfor af en kortsynet og inkonsekvent Anvendelse af Veifærdsprincipet. Jeg ser her bort fra den subjektive Side af Sagen (som var den, Pascal nærmest fremdrog i sin Polemik mod Jesuiterne), nemlig fra den Dobbelthed i Karakter og Motiver, som Foi’- bindelsen af uetiske Midler med etiske Formaal maa forud-