Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold
Forfatter: Harald Høffding
År: 1887
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: København
Sider: 417
UDK: 17 Høf gl.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
100
VIII. Individuel og social Etik.
Individer skulle gøres til Midler for den Enkeltes Selvudvikling.
Det vilde medføre en Isolation, en ensidig Optagethed af sig selv,
der let vilde gaa over til Egoisme. Der gives lige saa vel en
asketisk Egoisme, som der gives en nydende eller en magtsyg
Egoisme. Den Enkelte mister Evnen til Selvhengivelse.
Blikket fæstes mod den egne Velfærd, ikke mod den store,
fælles Velfærd, af hvilken den egne er en Del.
Der næres lier ængstelige Forestillinger om hvad Selvet
eller Personligheden taaler og behøver. Man tror kun at
kunne bevare sig selv ved uafbrudt at have Opmærksomheden
henvendt paa sig selv. Men et Selv er ikke saa skrøbelig
en Ting. Det bliver netop skrøbeligt ved den megen Selv-
omsorg. Et sundt og kraftigt Selv naas ved rask og kraftigt
Arbejde paa virkelige Opgaver, og et stort og omfattende
Selv naas kun, naar der arbejdes paa fælles Opgaver, naar
man gør sig til Et med noget, der er større end Selvet. Kun
ved. Selvforglemmelse voxer og udvikles Selvet. Ved at leve
i andre og i andet end sig selv faar Individet nye og kraftige
Impulser ogsaa for sit eget individuelle Liv. Det hæves op
over sin oprindelige snevre Kreds og fyldes af et rigere Indhold.
Alt hvad et Menneske lever i og for gennem Sympatien, er
en Berigelse og Udvidelse af dets Personlighed. Det er her
paa ethvert Punkt baade Formaal og Middel. H. C. Ørsteds
Grundsætning: »Glem dit Selv, men tab det ikke!« udtaler
træffende hvad det her gælder om.
Overvurderingen af den individuelle Etik hænger sammen
med en abstrakt Foi’estillingsmaade, som drager Mennesket ud
af de bestemte, historisk givne Forhold og først i det saa-
ledes isolerede Væsen mener at have det sande Menneske.
Men jeg er ikke først Menneske i al Almindelighed, og der-
efter Menneske i disse specielle Forhold. Jeg er ikke først
Menneske, og saa Dansk, Borger, Familiefader o. s. v.
Individualismen kommer naturlig frem i Tider, hvor de historisk
givne Livsforhold, tabe deres absolute Myndighed og ikke staa
som de eneste mulige og berettigede. Da har den den store
Betydning at nære en Frihedsbevidsthed, som kan blive en
frugtbar Kilde for ny Udvikling. Men ikke blot medfører den,
som jeg har søgt at vise, sine store Betænkeligheder fra selve
den individuelle Etiks Standpunkt; — det vil ikke være muligt