Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

VUE Individuel og social Etik. 101 ud fra en. saadan Betragtningsmaade at begrunde en virkelig etisk Opfattelse af det menneskelige Samfundsliv. Dettes Interesser og Opgaver kunne i det højeste blive Øvelses- exempler for de enkelte Individer, Øvelsesexempler, som i og for sig lige saa godt kunde ombyttes med andre. 4. Som Modstykke til denne Opfattelse optræder den, der fordrer fuldstændig Opgivelse af sig selv og be- tragter Selvforglemmelse som den eneste Dyd. Inden for den nyere filosofiske Etik er et saadant Standpunkt gjort gældende af J. G. Fichte og A. Comte. Det sande Liv bestaar efter Fichte i at ofre sig for Slægten: »Der gives kun én Dyd, at glemme sig selv som Person, og kun én Last, at tænke paa sig selv. . . . Den, som i det hele taget tænker paa sig selv som Person og begærer Liv, Tilværelse og Nydelse uden i og for Slægten, han er — ved hvilke gode Gerninger han saa ellers paa andre Omraader søger at skjule sin Vanførhed — dog i Bund og Grund et simpelt, lille, slet og derfor usaligt Menneske«*). Comte betegner ved det af ham indførte Ord Altruisme**) den fuldstændige Opgaaen i andre, den absolute Modsætning til Egoismen. Ogsaa denne Opfattelse er fremkaldt ved bestemte histo- riske Forhold. Den gaar paa sin Vis, lige som den indivi- dualistiske, ud fra en skarpere Modsætning mellem Selvhensyn og Hensyn til andre, end der i Følge de virkelige Forhold be- høver at være. Af Velfærdsprincipet følger, at den enkelte kun er én blandt mange; men der følger ogsaa, at den enkelte ogsaa i Virkeligheden er én blandt mange. Enhver tæller med, og Giveren skal ikke slette sig ud for Modtagerens Skyld, lige saa lidt som Modtageren skal gøres til blot Middel for Udviklingen af visse Egenskaber hos Giveren. Kun den isolerede, i sig selv hildede Selvtilfredsstillelse strider mod Velfærdsprincipet. Dersom Trangen til Selvopholdelse, Selv- hævdelse og Selvudvikling var af det onde, vilde vor inderste Natur være ond, og al Etik vilde da være selvmodsigende og umulig. *) Die Grundzüge des gegenwärtigen Zeitalters. Berlin 1806. p. 70 f. **) Af alter (den anden, d. v. s. Næsten), lige som Egoisme af ego (Jeg)-