Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

X. Det etiske Livs personlige Grundlag. 111 Anskuelser ikke længere herske, kan man dér tillægge Askesen nogen Berettigelse og Betydning? Hertil maa svares, at man vel maa vogte sig for at kaste det væsentlige bort med det uvæsentlige. Med Overgang til en ny Livsanskuelse forbinder sig let en Tilbøjelighed for en overfladisk »Konsekvents«’s Skyld at kaste alt bort, hvad man paa det tidligere Standpunkt tillagde Værdi. Hvad der historisk har udviklet sig under Indflydelse af visse Motiver, kan meget godt beholde sin Værdi, fordi disse Motiver falde bort og maa erstattes af andre. (Smign. I, 4). Ethvert etisk Standpunkt maa stille Fordringer om at taale Anstrengelse og Lidelse, og Øvelse vil derfor stedse være nødvendig. Det er vel en Grund- sætning af stor Betydning, at al Tilføjelse af Smerte skal retfærdiggøres, medens Frembringelsen af Lyst har sin fore- løbige Retfærdiggørelse i sig selv.*) Men hvor der stræbes hen imod et fjernt og omfattende Formaal, vil megen For- beredelse og mange Afsavn kunne blive nødvendige. Derfor vil enhver alvorlig Livsanskuelse kunne lære af Askesens Heroer. Ogsaa disse betragtede jo egentlig kun Lidelsen og Savnet som et Gode, fordi de derved styrkedes og øvedes til at opnaa det store og fjerne Maal, de higede imod. Deres Fejl var den, at de satte Maalet i en anden Tilværelse, hvis Vilkaar skulde være ganske andre end det nærværende Livs, saa at Maalet ikke kunde naas gennem positivt Arbejde i den virkelige Verden. Deres Askese hvilede paa en Mistillid til det naturlige Liv og dets Kræfter. Men netop paa et Stand- punkt, hvor man ikke faar Reglerne for sin Færd gennem overnaturlig Aabenbaring eller mystiske Indskydelser, men hvor der lægges Vægt paa den menneskelige Tankes og Følelses selvstændige Myndighed, netop dér stilles der store Fordringer til Individets Kræfter, og det bliver af afgørende *) Denne Grundsætning, som selv Nyplatonismen og den asketiske Kristendom egentlig anerkendte, har dog ofte vakt Anstød, naar den udtrykkelig blev udtalt. Saaledes erklærede Arnauld det for Epikuræisme at anse enhver Lystfølelse i og for sig for et Gode, — Den, der forst har opstillet Grundsætningen, er Platon (Protagoras. Heises Overs, p. 198 f.), som lærte, at naar sanselig Nydelse er at laste, er det paa Grund af dens Følger, ikke paa Grund af den Lyst, den volder i Øjeblikket.