Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold
Forfatter: Harald Høffding
År: 1887
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: København
Sider: 417
UDK: 17 Høf gl.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
X. Det etiske Livs personlige Grundlag. H5
3. Men ogsaa om Askese i snevrere Betydning, om
• Hærdelse og Øvelse af Evnen til at udholde Anstrengelse og
Lidelse kan der blive Tale. Hos vilde og krigerske Folk
bestaar en stor Del af Opdragelsen, ogsaa Selvopdragelsen,
i Udvikling af Haardførhed, Evne til at døje Kulde, Sult og
fysisk Smerte. I det civiliserede Liv er en saadan fysisk
Hærdelse vel mindre nødvendig, men mange af det civiliserede
Livs Misligheder stamme dog sikkert fra, at man har tabt den
for meget af Syne. Den fysiske Hygiejne er for en stor Del
tillige ogsaa en Skole for Villien. Den Selvovervindelse og
Taalmodighed, som maa anvendes til Bedste for den fysiske
Sundhed, kan komme den aandelige til Gode.
Der gives dog ogsaa en direkte aandelig Hærdelse. Der
kan gives indre Kulde, Mørke og Afmagt lige saa vel som
ydre. Endog uden bestemt ydre Aarsag kan der komme
tunge og mørke Tider, hvor intet vil lykkes, hvor neppe en
Tankegang kan holdes fast, og hvor alt taber sin Glans og
sin Friskhed for os. Selv det Tilhold, som man ellers har
i Samvittighedens indre Sanktion, kan svigte. Man griber da
let til ydre Midler for at holde sig oppe, trøste eller stimulere
sig*), og dermed er da ofte det første Skridt til Forfald
gjort. Hvor det er rent fysiske Depressionstilstande, der ind-
træde, kan det naturligvis være fuldstændig rigtigt at benytte
ydre Midler. Men det kan ofte være det eneste rette at gøre
Modstand, at sætte sin Villie ind paa at holde sig oppe, for
ikke at komme til at lide af aandelig Blødagtighed. Det kan,
som en gammel Mystiker siger, være nødvendigt »at undvære
al Trøst«. Villien øves derved i at staa paa sine egne Ben.
Til de mørke og ængstende Tanker, som i saadanne Tider
kunne hjemsøge os, regner man i nyere Tid ogsaa gerne Tanken
om Døden. I Oldtiden var dette ikke saa almindeligt. Det
er først blevet almindeligt, efter at den kristelige Teologi særlig
har søgt at skærpe Dødsfrygten, »lige som de Mødre, der
styre deres Børn ved at indbilde dem, at Mørket er fuldt af
+) »Naar et Menneske begyndei’ at blive lunken, da frygter han
en ringe Anstrengelse og modtager gerne den ydre Trøst«.
De imitatione Christi. II, 4, 3.
8*