Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

Forfatter: Harald Høffding

År: 1887

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: København

Sider: 417

UDK: 17 Høf gl.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 440 Forrige Næste
X. Det etiske Livs personlige Grundlag. H5 3. Men ogsaa om Askese i snevrere Betydning, om • Hærdelse og Øvelse af Evnen til at udholde Anstrengelse og Lidelse kan der blive Tale. Hos vilde og krigerske Folk bestaar en stor Del af Opdragelsen, ogsaa Selvopdragelsen, i Udvikling af Haardførhed, Evne til at døje Kulde, Sult og fysisk Smerte. I det civiliserede Liv er en saadan fysisk Hærdelse vel mindre nødvendig, men mange af det civiliserede Livs Misligheder stamme dog sikkert fra, at man har tabt den for meget af Syne. Den fysiske Hygiejne er for en stor Del tillige ogsaa en Skole for Villien. Den Selvovervindelse og Taalmodighed, som maa anvendes til Bedste for den fysiske Sundhed, kan komme den aandelige til Gode. Der gives dog ogsaa en direkte aandelig Hærdelse. Der kan gives indre Kulde, Mørke og Afmagt lige saa vel som ydre. Endog uden bestemt ydre Aarsag kan der komme tunge og mørke Tider, hvor intet vil lykkes, hvor neppe en Tankegang kan holdes fast, og hvor alt taber sin Glans og sin Friskhed for os. Selv det Tilhold, som man ellers har i Samvittighedens indre Sanktion, kan svigte. Man griber da let til ydre Midler for at holde sig oppe, trøste eller stimulere sig*), og dermed er da ofte det første Skridt til Forfald gjort. Hvor det er rent fysiske Depressionstilstande, der ind- træde, kan det naturligvis være fuldstændig rigtigt at benytte ydre Midler. Men det kan ofte være det eneste rette at gøre Modstand, at sætte sin Villie ind paa at holde sig oppe, for ikke at komme til at lide af aandelig Blødagtighed. Det kan, som en gammel Mystiker siger, være nødvendigt »at undvære al Trøst«. Villien øves derved i at staa paa sine egne Ben. Til de mørke og ængstende Tanker, som i saadanne Tider kunne hjemsøge os, regner man i nyere Tid ogsaa gerne Tanken om Døden. I Oldtiden var dette ikke saa almindeligt. Det er først blevet almindeligt, efter at den kristelige Teologi særlig har søgt at skærpe Dødsfrygten, »lige som de Mødre, der styre deres Børn ved at indbilde dem, at Mørket er fuldt af +) »Naar et Menneske begyndei’ at blive lunken, da frygter han en ringe Anstrengelse og modtager gerne den ydre Trøst«. De imitatione Christi. II, 4, 3. 8*