Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

Forfatter: Harald Høffding

År: 1887

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: København

Sider: 417

UDK: 17 Høf gl.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 440 Forrige Næste
X. Det etiske Livs personlige Grundlag. 117 vi kunne danne os af en anden Verden, ere udstyrede, ere hentede fra Erfaringsverdenen, kun at de forestilles i langt højere Grader og frigjorte fra alle Ufuldkommenheder. Hvis man ikke fra Erfaringen, kendte noget, som var sandt, godt og skønt, vilde man ikke kunne danne Forestillingen om en absolut Sandhed og Godhed, en fuldstændig Salighed. Men saa er jo det sande, gode og skønne i Erfaringsverdenen en fælles Grund, hvor vi alle kunne mødes, hvad enten vi antage en anden Verden eller ikke. Det er en Kendsgerning, at der kan leves et Liv, som er viet til Arbejde i det sandes og det godes Tjeneste, uden at der føles nogen Trang til at tro paa en anden Tilværelse. Og der kan ikke nævnes nogen virkelig etisk Egenskab, som kun skulde blive mulig ved en saadan Tro. Selv om Troen paa en anden Tilværelse er en personlig Fornødenhed for den Enkelte, saa har han dog ikke Ret til at gøre den til en etisk Nødvendighed for alle. 4. Hidtil er der kun talt om den mere formelle Side ved Arbejdet paa Udviklingen af det etiske Grundlag. Fra den reale Side bliver Spørgsmaalet det, hvilken denetiskeHoved- dyd er. Ethvert etisk Standpunkt maa lige som kulminere i en etisk Karakteregenskab, som den sætter højest af alle og betragter som Kardinaldyd (d. v. s. den Dyd, om hvilken alt drejer sig). Den græske Etik opstillede som alt omfattende Dyd Ret- færdigheden, betragtet som Harmoni mellem Individerne i Sam- fundet og mellem Drifterne hos hvert enkelt Individ. Den kristelige Etik gjorde Kærligheden til Hoveddyd. Men baade i den græske og i den kristelige Etik var der andre Dyder, som gjorde Retfærdigheden eller Kærligheden Rangen stridig. For Grækerne blev »Visdom’«, hvorved man snart tænkte paa teoretisk Erkendelse, snart paa praktisk Indsigt og Selv- beherskelse, mere og mere den vigtigste Dyd. Og efter Haanden som den dogmatiske Udformning af Kristendommen skreel frem, traadte i den kristelige Etik Troen som Hoveddyd ved Siden af, om ikke over Kærligheden. Paa Autoritets- principets Standpunkt maatte Troen, der er Et med Lydig- heden, konsekvent blive det første, som bærer alt andet. »Uden Tro ingen Dyd — Hedningenes Dyder ere glimrende