Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

118 X. Det etiske Livs personlige Grundlag. Laster«, det blev da den Konsekvents, som de gamle Kirke- lærere drog.*) Paa det Standpunkt, paa hvilket vi her have stillet os, maa derimod al Visdom og al Tro betragtes som underordnede i Forhold til den Følelse, ved hvilken den Enkelte bliver Et med Slægten. — Vi have set, at de sympatiske Instinkter og Drifter ere de stærke Naturmagter, som først føre Mennesket ud over det selv og gøre en universel Vurdering af menneske- lige Handlinger mulig. Der gives i Mennesket ikke blot en Tendents til at gøre sig selv tilJMidtpunkt, men ogsaa en Tendents til at hengive sig til andre. Disse to Tendentser behøve ikke at staa i Strid med hinanden. (Smign. VIII, 4). Hengivelsen udvikler og udvider Individets Væsen, og Selv- hævdelsen dygtiggør det til saa meget des bedre at udfylde sin- Plads i det Hele, hvortil det hører. Baade Hengivelsens og Selvhævdelsens Værdi begrundes altsaa véd Velfærdsprincipet, og vi kunne sammenfatte dem begge i Retfærdigheden, naar vi opfatte dette Begreb paa lignende Maade som Grækerne. Den. er retfærdig (efter denne Sprogbrug), der lever sit Liv paa sin ejendommelige Maade, men saaledes at han derved gør alt sit, for at andre fra deres Side kunne gøre det samme. I Ret- færdighedsbegrebet indeholdes altsaa Kærlighedens Begreb. Retfærdigheden er den af klar Indsigt ledede eller ordnede Kærlighed. (Ordo amoris kaldte Augustinus den; caritas sapientis var Leibniz’s Definition af den). Det var Kristendommens store Betydning i Etikens Historie, at den hidførte en Udvidelse og Inderliggørelse af det antike Retfærdighedsbegreb. Grækerne stilede efter at opfatte det menneskelige Samfund som en Organisme, hvis Lemmer de enkelte Individer ere. Men Barbaren og Slaven kunde Græ- *) Smign. f. Ex. Augustinus: De civitate dei. XIX, 25. — Naar Kirkefædrene førte al Dyd tilbage til Kærlighed , tænkte de gerne herved paa Kærlighed til Gud, som er Et med Tro. Og da vi nu kun ved Kirkens Hjælp lære Gud at kende, afløses Sætningen: »Uden Tro, ingen Dyd!« snart af den Sæt- ning: »Uden for Kirken ingen Dyd!« Ortodoxi bliver den første af alle Dyder, Kætteri den største af alle Synder. (Smlgn. De Wette: Lærebog’ i den christelige Sædelære og sammes Historie. Dansk Overs. § 148. 156. 171).