Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XI. Selvhævdelse. 129 saa hyppig af virkelig Ulykke og Nød, som den, hvorved Individet gør Ende paa sit Liv. — Der maa endnu spørges, om det under visse Forhold ikke kan blive ligefrem Pligt at berøve sig selv Livet. Selvmord og Selvopofrelse kunne grænse saa nær op til hinanden, at det kan være vanskeligt, om ikke umuligt at drage Grænsen mellem dem. Individet kan mene, at lian staar i Vejen for andres Lykke, eller at han ved at forlade Livet befrier andre for en Fare. Saaledes naar En frygter for, at han under et skarpt Forhør skal komme til at røbe Hemmeligheder af stor Betydning, og derfor dræber sig for ikke at volde en ubodelig Skade. Eller naar En, som er bidt af en gal Hund og mærker Sygdommens Udbrud, dræber sig for ikke at komme til at bide andre. Eller naar en fattig Familiefader tager Livet af sig, fordi han véd, at der, hvis han dør (og kun da), vil blive sørget for hans Familie, som nu er udsat for Hunger og Nød. Dersom saadanne Tilfælde gives, kan der jo ikke være Tale om, at Individet unddrager sig Forpligtelser ved at tage sig af Dage. Dets Handling udtrykker netop en Anerkendelse af, at det ikke føler sig og sin Existents som det eneste eller højeste Formaal, men betragter sig som Led i et større Hele, for hvilket det maa ofre sig. Derimod staar stadig den Vanskelighed tilbage, hvor vidt virkelig alle Muligheder ere udtømte. Hvor det gælder et Menneskeliv, hvor det gælder Tilintetgørelsen af et af Slægtens levende Elementer, maa der kræves en bestemt Paavisning af Handlingens Nødvendighed, for at den etisk kan anerkendes. I den gamle Kirke, som ellers var saa stræng over for Selvmord, gjorde man dog en Undtagelse med de Kvinder, der dræbte sig selv for ikke at blive voldtagne af Forfølgerne; de æredes som Helgener*). Aldeles afset fra de overspændte asketiske Forudsætninger, hvorfra man her gik ud, kunne vi her finde et Exempel, hvor Selvmordet er en etisk Handling. Smign. Barbeyrac: Traité de la morale des peres de l’église. Amsterdam 1728. p. 242 ff. — Kun Augustinus var noget betænkelig ved Sagen; meo han hjalp sig med en Antydning af, at hine Kvinder kunde have handlet i følge en umiddelbar guddommelig1 Aabenbaring. (De civitate dei I, 26). Høffding: Etik. f)