Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

Forfatter: Harald Høffding

År: 1887

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: København

Sider: 417

UDK: 17 Høf gl.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 440 Forrige Næste
130 XI. Selvhævdelse. Selvmordet slaar her fast, at der gives en Mishandling af Mennesker, som i Brutalitet staar lige med Mord, og det bi- drager derved mægtig til at skærpe og højne Forestillingerne om den kvindelige Renheds Betydning. Hvor hyppige Selvmord af ædle og højhjertede Bevæg- grunde ere, er vanskeligt at afgøre, som det i det hele er forbundet med store Vanskeligheder at faa Oplysninger om de Motiver, som i de enkelte Tilfælde føre til Selvmord*). Morselli**) bestrider den af nogle Forfattere opstillede Paa- stand, at det hos Mennesker, der ikke lide af Sindssygdom, for det meste er ædle Motiver, som bevirke Selvmord. I vore Dage i hvert Tilfælde er, mener han, Selvmord væsentlig Ud- slag af Egoisme. »Dog mangler der«, tilføjer han, »ikke heller Udslag af den bedre Del af voi’ Natur, og det især hos Kvindekønnet . . . Hos Mændene fremtræder den egne Interesse som aldeles herskende Motiv, og da kun en Fjerdedel eller en Femtedel af Selvmordene begaas af Kvinder, er ædle Motivers Sjeldenhed ved Selvmord allerede sikkert ved dette Talforhold«. Det maa overlades Statistikerne at bedømme denne Antagelse. 7. Selvmordet kan kun betragtes fra et medicinsk, et psykologisk og et etisk Standpunkt. Det kan ikke med Rette drages ind under juridisk Betragtning. Af Staten er Individet kun Medlem, saa længe det lever, og Statens Straf kan ikke ramme Selvmorderen selv. Straffen kommer her i Virkelig- heden til at gaa ud over andre end Individet selv, hvad enten den bestaar i Inddragelse af Arven (som i den romerske Kejsertid, naar Motivet var, at man vilde unddrage sig Straf for Majestætsforbrydelse) eller i foragtelig Behandling af Liget (som det fra Middelalderen af har været almindeligt i alle Lande). — Endnu Biskop Mårtens en ***) fandt i hvad han kalder »den Slaphed, Staten lægger for Dagen ved Selvmorderes Begravelse«, et Tegn paa, i hvilken Grad »Kristendommens Aand er tilbagetrængt«. ) Smlgn. Marcus Rubins kritiske Bemærkninger om Selvmords- statistiken i »Tilskueren« 1884. p. 466 ff. **) Der Selbstmord. Leipzig 1881. p. 270 ff. Smlgn. ogsaa O et tingen: Moralstatistik. 3 Aufl. p. 780 ff. ***) Individual Etik p. 461.