Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold
Forfatter: Harald Høffding
År: 1887
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: København
Sider: 417
UDK: 17 Høf gl.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
XI. Selvhævdelse.
133
Hævn, som er Genstand for den opblussende Affekt, det
gælder om at modarbejde. Enhver Affekt eller Sindsbevægelse
hindrer klar og rolig Overvejelse og tillader ikke Forestillin-
gerne at forbinde sig paa den Maade, der ellers vilde være
naturlig for dem. Særlige Dispositionei’ hos det enkelte Individ
kunne gøre Kampen haardest for det i den ene eller den
anden Retning. Der kan være medfødte Anlæg til Mismod,
Vredagtighed, Forfængelighed og Sanselighed. Det Arbejde,
den Enkelte lier maa gøre, det, han maa lide for at kunne
opnaa indre Frihed og Harmoni, vil derfor være højst for-
skelligt og kan ikke foregaa efter nogen bestemt Recept.
Fordringen om Selvbeherskelse lyder ens til alle, men betyder
for Enhver noget højst forskelligt baade i Grad og i Art. Lige
som en og samme Byrde tynger forskellig paa forskellige
Skuldre, saaledes udkræves der meget forskelligt Arbejde af
de forskellige Individer, for* at de kunne holde sig paa samme
Udviklingstrin. Mangt et Menneske maa kæmpe haardt blot
for ikke at synke ned under det gængse Jevnmaal af etisk
Udvikling. For den ydre Betragter bliver en Kamp af denne
Art ikke let synlig eller beundringsværdig. Men Leonidas var
alligevel ikke mindre Helt end Alexander den Store, uagtet
denne kunde bi’uge sin Tapperhed til at erobre Verden, medens
hin maatte kæmpe til Døden blot for at holde Fjenden borte
fra sit Land.
Allerede Aristoteles har i sin berømte Definition af
Dyden som den rette Midte klart anerkendt disse individuelle
Forskelligheder i Selvbeherskelsens Art og Grad. Ti den rette
Midte ligger i Følge Aristoteles ikke paa samme Punkt hos
alle Individei’*). Da deres Tilbøjelighed til de forskellige
Affekter er forskellig, kan det, der hos ét Individ er Tegn
paa stor Selvbeherskelse, hos et andet Individ væi’e noget, der
sker aldeles uvilkaarlig. Hvad der hos En er Tegn paa
Gerrighed, kan være Sparsommelighed hos en anden og
Ødselhed hos en tredie. Dog taler Aristoteles mere som
Psykolog end som Etiker. Han har fuldstændig Ret i, at Be-
tingelserne for at naa den indre Harmoni ere højst forskellige
hos de forskellige Individer som Følge af deres forskellige
) Eth. Nic. II, 5—9.