Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XI. Selvhævdelse. 133 Hævn, som er Genstand for den opblussende Affekt, det gælder om at modarbejde. Enhver Affekt eller Sindsbevægelse hindrer klar og rolig Overvejelse og tillader ikke Forestillin- gerne at forbinde sig paa den Maade, der ellers vilde være naturlig for dem. Særlige Dispositionei’ hos det enkelte Individ kunne gøre Kampen haardest for det i den ene eller den anden Retning. Der kan være medfødte Anlæg til Mismod, Vredagtighed, Forfængelighed og Sanselighed. Det Arbejde, den Enkelte lier maa gøre, det, han maa lide for at kunne opnaa indre Frihed og Harmoni, vil derfor være højst for- skelligt og kan ikke foregaa efter nogen bestemt Recept. Fordringen om Selvbeherskelse lyder ens til alle, men betyder for Enhver noget højst forskelligt baade i Grad og i Art. Lige som en og samme Byrde tynger forskellig paa forskellige Skuldre, saaledes udkræves der meget forskelligt Arbejde af de forskellige Individer, for* at de kunne holde sig paa samme Udviklingstrin. Mangt et Menneske maa kæmpe haardt blot for ikke at synke ned under det gængse Jevnmaal af etisk Udvikling. For den ydre Betragter bliver en Kamp af denne Art ikke let synlig eller beundringsværdig. Men Leonidas var alligevel ikke mindre Helt end Alexander den Store, uagtet denne kunde bi’uge sin Tapperhed til at erobre Verden, medens hin maatte kæmpe til Døden blot for at holde Fjenden borte fra sit Land. Allerede Aristoteles har i sin berømte Definition af Dyden som den rette Midte klart anerkendt disse individuelle Forskelligheder i Selvbeherskelsens Art og Grad. Ti den rette Midte ligger i Følge Aristoteles ikke paa samme Punkt hos alle Individei’*). Da deres Tilbøjelighed til de forskellige Affekter er forskellig, kan det, der hos ét Individ er Tegn paa stor Selvbeherskelse, hos et andet Individ væi’e noget, der sker aldeles uvilkaarlig. Hvad der hos En er Tegn paa Gerrighed, kan være Sparsommelighed hos en anden og Ødselhed hos en tredie. Dog taler Aristoteles mere som Psykolog end som Etiker. Han har fuldstændig Ret i, at Be- tingelserne for at naa den indre Harmoni ere højst forskellige hos de forskellige Individer som Følge af deres forskellige ) Eth. Nic. II, 5—9.