Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

134 XI. Selvhævdelse. Natur. Men han overser, at denne indre Harmoni ikke ud- tømmer det, som etisk fordres. Selvbeherskelsens Betydning beror jo paa, at vi skulle virke med samlet Kraft i Arbejdet paa vore Opgaver. Men hvis nu min Opgave fordrer en større Grad af Selvbeherskelse, end der stemmer med »den rette Midte«, den indre Harmoni? Der kan være Ligevægt i min Natur, uden at min Natur derfor fyldestgør de Krav, For- holdene stille. Jeg kan maaske bekæmpe min Vredagtighed i en saadan Grad, at jeg viser større Selvbeherskelse end den, der af Naturen er blid og fredsommelig; og dog er det ikke sagt, at jeg er sikret imod at rives med af den opblussende Affekt paa en forkastelig Maade. Der gør sig her hos Ari- stoteles den tidligere (III, 5) omtalte individualistiske Tendents gældende, som staar i en mærkelig Modsætning til den store Vægt, den græske Etik ellers lægger paa Stat og Samfund. Baade Selvbeherskelsen og Selvopholdelse!! tage sig anderledes ud fra et rent individualistisk Standpunkt end fra den humane Etiks Standpunkt (III, 10). Individualisten maa ganske vist stræbe efter Orden og Harmoni mellem de for- skellige Sider i hans Væsen (III, 6). Men fra den humane Etiks Standpunkt stilles der Fordringer til Selvbeherskelse, som Individualisten ikke vilde have nogen Grund til at stille. Dersom han blot bevarer Ro og Harmoni i sit Indre, hvorfor skulde han saa ikke følge sin Erhvervs drift, sin Kønsdrift, sin Hævndrift? Han vender fra Forholdet til andre stedse tilbage til sig selv og har ingen Anledning til at forfølge sine Hand- lingers Virkninger, naar disse ikke gaa ud over ham selv. 10. Forskellen mellem det Standpunkt, hvorpaa vi her have stillet os, og det individualistiske ses ogsaa af den Maade, hvorpaa de forskellige Arter af Selvbeherskelse vurderes. Vi betragte ikke det enkelte Individ som en lille afsluttet Verden for sig, men stedse i dets Forhold til andre. Spørges der da: er det vigtigst at beherske sin Hævnlyst eller sin Havesyge eller sin sanselige Nydelsesdrift? — kan der naturligvis gives et Svar herpaa efter den Maade, hvorpaa disse Drifter gribe ind i Individets eget Indra; men dette Svar vil ikke være til- strækkeligt. Sanselighed og Nydelsessyge gøre Mennesket af- hængigt af det ydre og hæmme derved hans frie Udvikling. De hindre ogsaa de ideelle Følelsers Udvikling og svække