Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XL Selvhævdelse. 139 Ider har for liden Selvfølelse, ikke kommer til at udrette alt det skønne og gode, han ellers kunde, fordi han ikke anser sig værdig dertil. En saadan »Mikropsyki« (som Aristoteles kalder den) hindrer Udfoldelsen af hvad der ligger i Individets Natur. Den sande Selvfølelse (Makropsykien) er ganske vist — som Aristoteles ogsaa viser — vanskelig og sjelden; den forud- sætter, at man ikke blot agter sig selv værdig til noget stort, men ogsaa virkelig er værdig dertil. Den, som besidder denne Følelse, har en fast Maalestok i sig selv. Han agter ydre Ære og ydre Goder kun som noget underordnet. Han kender sine Grænser, søger at udrette alt, hvad han formaar inden for dem, taaler intet Overgreb fra andres Side, men begaar heller ikke selv noget Overgreb. Han gaar tryg og frejdig gennem Livet*). Ydmyghed og Beskedenhed ere ikke saa store Dydei’, som de ofte ere udgivne for at være. Den store Ros, som er bleven dem til Del, kan kun forklares som Reaktion imod den overdrevne og hensynsløse Selvfølelse, som er saa hyppig. Hvad det gælder om, er at kende sig selv og saa stræbe at faa alt frem, hvad man kan gøre. Naar Idealet blot sættes tilstrækkelig højt, behøves der ingen særlig Lovprisning af Ydmyghed. Vi ville da nok faa vore Skranker at mærke og behøve ikke at svække vort Mod ved at dvæle for meget ved vor Afmagt**) i Stedet for at samle og anvende den Magt, vi virkelig have. Den, der kender sine Grænser, har paa én Gang Tro paa sin Ejendommelighed og Blik for sin Lidenhed. Han føler sig paa én Gang stor og lille. Den sande Selv- følelse faar derved et Præg af Humor***). 13. Man hævder ikke sin Selvstændiglied ved ængstelig at holde al fremmed Indflydelse borte. Jo mere Stof, et Menneske kan behandle og tilegne sig, des mere vil han kunne lægge sin Ejendommelighed for Dagen. Den sande Selvstæn- *) Aristoteles’s Lære om Makropsyki og Mikropsyki findes i Eth, Nic. IV, 5 — 9. **) Spinoza definerer Ydmyghed (humilitas) som »den Sorg, der opstaar ved, at Mennesket betænker sin Afmagt eller Svaghed«, en Følelse, der let lamnier og fører til Foragt for sig selv (abjectio). Eth. III. Aff. Def. 26—29. ***) Smign. Psykologi p. 342.