Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

140 XL Selvhævdelse. dighed viser sig netop ved at kunne fordybe sig i et rigt Ind- hold. De mest originale Mennesker ere gerne mest villige til at anerkende, hvad de have ]ært af andre. Marcus Aurelius begynder sit Skrift med at opregne alle dem, som have havt Indflydelse paa hans Udvikling. Goethe, der som faa havde Ret til at føle sin Selvstændiglied, siger (i en Samtale med Eckermann): »Man taler om Originalitet; men hvad vil det sige! Saa snart vi blive fødte, begynder Verden at virke paa os, og det gaar saaledes lige til Enden. Og hvad kunne vi i det hele kalde vort eget uden Energien, Kraften, Villien! Hvis jeg kunde sige alt, hvad jeg skylder store Forgængere og Medlevende, saa vilde der ikke blive meget tilbage«. Ofte mener Individet kun at kunne hævde sin Selvstæn- dighed ved at trække sig tilbage til Følelse og beraabe sig paa den. Følelsen har noget mere individuelt ved sig end Tanke og Handling. Men naar Individualitet ikke skal være det samme som Isolation, og naar den Ensidighed og Be- grænsning, som hvert enkelt Individ altid lider af, skal kunne suppleres, saa maa det ikke blive ved den mystiske Beraabelse paa Følelsen, men Ejendommeligheden maa lægge sig for Dagen i Tankens og Villiens Arbejde. — Overspændt Følelse af den egne Personlighed uden Forstandskraft som Modvægt er et hyppigt Karaktertræk hos Sindssyge*). 14. Ydre Selvstændighed er nødvendig for, at den indre ret kan være til Stede. Afhængighed af andre medfører Skranker for den frie Bevægelse og Udfoldelse af Kræfterne. En moden etisk Personlighed vil derfor ogsaa stræbe efter ydre Frihed. Vi se ogsaa, at Verdenshistorien egentlig er en stor Befrielseshistorie. Hvad der kæmpes om i Historien, er ikke blot om Midlerne for at leve, men ogsaa om Midlerne for at kunne leve som man vil. Hegel har træffende sagt: i Orienten var én fri, i Grækenland vare nogle frie, i nyere Tid ere alle frie. Vi kaldes nu alle.Herrer; hvad der først betegnede den enes Overhøjhed over den anden, betegner nu den enkeltes personlige Selvstændighed. Det var en asketisk Tendents, der gjorde sig gældende, naar baade Buddhismen, *) Maudsley: Pathologie de l’esprit. Trad. de l’anglais. p. 228ff. Smign. iøvrig min Psykologi p. 353 f.