Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold
Forfatter: Harald Høffding
År: 1887
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: København
Sider: 417
UDK: 17 Høf gl.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
XI. Selvhævdelse.
141
Stoicismen og den ældste Kristendom hævdede Friheden som
noget rent indre og erklærede det for ligegyldigt, om man i
det ydre var fri eller Træl. Vel kan Slaven have sin indre
Helligdom, hvor ingen kan trænge ind; men den fuldstændige
Modsætning mellem indre og ydre er ikke blot pinlig, men kan
skade selve det etiske Liv ved at hindre de indre Kræfter i
at blive anvendte ud ad til. Naar Historien fra én Side set
er en stor Frigørelsesproces, saa er den etiske Betydning
deraf, at der skabes selvstændige, personlige Udgangspunkter
for Slægtens Liv. Slægten levei’ kun i de enkelte Individer;
jo kraftigere og friere disse røre sig, des fyldigere og rigere
vil ogsaa Slægtens Liv blive. Den individuelle og sociale Etik
mødes altsaa her i samme Fordring. (Smign. VIII, 6). Grænsen
for den personlige Frihed maa bestemmes ved hvad andres
lige Frihed kræver, og det vil være Opgaven saa vidt muligt
at faa disse Grænser til at falde sammen med Grænserne for
Individets Evne og Drift.
Ære og Ejendom kunne betragtes som ydre Forlængelser
af den personlige Frihed.
For at kunne naa vort Maal er det ikke nok, at vi have
Tro paa os selv; vi behøve ogsaa en vis Anerkendelse fra
andres Side. Ogsaa andre maa betragte os som et Væsen
med en berettiget Ejendommelighed. Æren kommer under
sunde Forhold af sig selv, som en Forudsætning, der ikke
behøver at tildrage sig særlig ^Opmærksomhed, men som dog
giver vor Optræden over for andre Tryghed og Fasthed. Det
er usundt, naar Opmærksomheden for meget henledes paa det
Billede, der aftegner sig af os i andres Bevidsthed. Hvad der
skal være Betingelse for vor Virksomhed, bliver da let til
Formaal for den, og Skinnet kommer da til at raade.
Den personlige Udvikling behøver dernæst ogsaa materielle
Midler. Saa længe Individet lever fra Haanden i Munden, kan
ingen højere Udvikling komme i Stand; og saa snart det har
mere end fra Haandeu i Munden, har det ogsaa Ejendom.
Her i den individuelle Etik betragte vi Ejendommen kun som
Middel for personlig Selvstændighed, som en Forlængelse af
Personligheden. Ved enhver Ordning af Samfundet, der ikke
gør den Enkelte til en blot Maskine, et villiesløst Redskab,
maa han have Raadighed over de Midler, han under visse