Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

Forfatter: Harald Høffding

År: 1887

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: København

Sider: 417

UDK: 17 Høf gl.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 440 Forrige Næste
XI. Selvhævdelse. 141 Stoicismen og den ældste Kristendom hævdede Friheden som noget rent indre og erklærede det for ligegyldigt, om man i det ydre var fri eller Træl. Vel kan Slaven have sin indre Helligdom, hvor ingen kan trænge ind; men den fuldstændige Modsætning mellem indre og ydre er ikke blot pinlig, men kan skade selve det etiske Liv ved at hindre de indre Kræfter i at blive anvendte ud ad til. Naar Historien fra én Side set er en stor Frigørelsesproces, saa er den etiske Betydning deraf, at der skabes selvstændige, personlige Udgangspunkter for Slægtens Liv. Slægten levei’ kun i de enkelte Individer; jo kraftigere og friere disse røre sig, des fyldigere og rigere vil ogsaa Slægtens Liv blive. Den individuelle og sociale Etik mødes altsaa her i samme Fordring. (Smign. VIII, 6). Grænsen for den personlige Frihed maa bestemmes ved hvad andres lige Frihed kræver, og det vil være Opgaven saa vidt muligt at faa disse Grænser til at falde sammen med Grænserne for Individets Evne og Drift. Ære og Ejendom kunne betragtes som ydre Forlængelser af den personlige Frihed. For at kunne naa vort Maal er det ikke nok, at vi have Tro paa os selv; vi behøve ogsaa en vis Anerkendelse fra andres Side. Ogsaa andre maa betragte os som et Væsen med en berettiget Ejendommelighed. Æren kommer under sunde Forhold af sig selv, som en Forudsætning, der ikke behøver at tildrage sig særlig ^Opmærksomhed, men som dog giver vor Optræden over for andre Tryghed og Fasthed. Det er usundt, naar Opmærksomheden for meget henledes paa det Billede, der aftegner sig af os i andres Bevidsthed. Hvad der skal være Betingelse for vor Virksomhed, bliver da let til Formaal for den, og Skinnet kommer da til at raade. Den personlige Udvikling behøver dernæst ogsaa materielle Midler. Saa længe Individet lever fra Haanden i Munden, kan ingen højere Udvikling komme i Stand; og saa snart det har mere end fra Haandeu i Munden, har det ogsaa Ejendom. Her i den individuelle Etik betragte vi Ejendommen kun som Middel for personlig Selvstændighed, som en Forlængelse af Personligheden. Ved enhver Ordning af Samfundet, der ikke gør den Enkelte til en blot Maskine, et villiesløst Redskab, maa han have Raadighed over de Midler, han under visse