Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

Forfatter: Harald Høffding

År: 1887

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: København

Sider: 417

UDK: 17 Høf gl.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 440 Forrige Næste
146 XII. Hengivelse. I hed og Begrænsning, deres Selvmodsigelser og Ufuldkommen- : heder, men dette ikke hindrer Sympatien med dem. Sand Kærlighed kan ikke vises oven fra ned ad. Det faar især Betydning for Velgørenheden. Ofte rækkes Gaven ned fra Skyerne, og Medlidenheden er hyppig forklædt Hov- mod. Den højsindede Kærlighed udsletter Forskellen mellem Giver og Modtager, idet den anerkender den andens Ret til at tage, saa vel som sin egen Pligt at give. Den arbejder hen til at gøre den lidende og manglende til et selvstændigt Led af Slægten. Den behandler heller ikke Modtageren som blot Middel til at faa Udladning for blinde sympatiske In- stinkter eller for et sentimentalt Hang. Det blinde Instinkt tør vi her ofte lige saa lidt følge, som Vrede, Ærgerrighed og andre Tilskyndelser, selv om vi i Tvivls Tilfælde gøre bedst i at lade Hjertet tale. Vi give jo ikke blot, fordi vi føle Trang dertil, men fordi vi ville bringe virkelig Hjælp. Malthus er vist den første, der har paavist, hvor vanskelig en Kunst Velgørenhed er. Her viser sig atter Kærlighedens nøje Sammenhæng med Retfærdigheden. Under det sympatiske Instinkts Virken maa Hensynet til større Kredses Tarv holdes fast. Hos den, der fæster Blikket paa den store Kløft mellem de trængende og lidende paa den ene Side og dem, der have forholdsvis let Adgang til Livets materielle Goder, paa den anden Side, opstaar let en Svimmelhed, som kan svække baade Sympatien og Energien. Man skal naturligvis ikke lukke Øjnene for denne Kløft. Men det store Problem om Fattigdom og Lidelse er langt mere indviklet og forgrenet, end at det kan løses ved direkte Indgriben. Det nyttede ikke, om vi alle gav alt vort Gods til de fattige. Vi maa søge vor Retfærdiggørelse i, at vi ved den Gerning, vi have valgt, yde det bedste Bidrag, vi formaa, til Slægtens Velfærd. Men fuldstændig trygge kunne vi aldrig føle os. Naar have vi gjort nok? Er vor Iver tilstrækkelig? Skyldes vor gunstigere Stilling ikke for en Del Uretfærdigheder i Godernes Fordeling i Samfundet? Arbejde vi virkelig i Retning af en bedre For- deling? — Spørgsmaal som disse ville bevare deres Brod. De fysiske og moralske Ulykker i Verden føles under Tiden stærkest netop af dem, som ikke selv direkte lide under dem. —