Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold
Forfatter: Harald Høffding
År: 1887
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: København
Sider: 417
UDK: 17 Høf gl.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
146
XII. Hengivelse.
I hed og Begrænsning, deres Selvmodsigelser og Ufuldkommen-
: heder, men dette ikke hindrer Sympatien med dem.
Sand Kærlighed kan ikke vises oven fra ned ad. Det
faar især Betydning for Velgørenheden. Ofte rækkes Gaven
ned fra Skyerne, og Medlidenheden er hyppig forklædt Hov-
mod. Den højsindede Kærlighed udsletter Forskellen mellem
Giver og Modtager, idet den anerkender den andens Ret til
at tage, saa vel som sin egen Pligt at give. Den arbejder
hen til at gøre den lidende og manglende til et selvstændigt
Led af Slægten. Den behandler heller ikke Modtageren som
blot Middel til at faa Udladning for blinde sympatiske In-
stinkter eller for et sentimentalt Hang. Det blinde Instinkt
tør vi her ofte lige saa lidt følge, som Vrede, Ærgerrighed og
andre Tilskyndelser, selv om vi i Tvivls Tilfælde gøre bedst i
at lade Hjertet tale. Vi give jo ikke blot, fordi vi føle
Trang dertil, men fordi vi ville bringe virkelig Hjælp.
Malthus er vist den første, der har paavist, hvor vanskelig
en Kunst Velgørenhed er. Her viser sig atter Kærlighedens
nøje Sammenhæng med Retfærdigheden. Under det sympatiske
Instinkts Virken maa Hensynet til større Kredses Tarv
holdes fast.
Hos den, der fæster Blikket paa den store Kløft mellem
de trængende og lidende paa den ene Side og dem, der have
forholdsvis let Adgang til Livets materielle Goder, paa den
anden Side, opstaar let en Svimmelhed, som kan svække
baade Sympatien og Energien. Man skal naturligvis ikke
lukke Øjnene for denne Kløft. Men det store Problem om
Fattigdom og Lidelse er langt mere indviklet og forgrenet,
end at det kan løses ved direkte Indgriben. Det nyttede ikke,
om vi alle gav alt vort Gods til de fattige. Vi maa søge vor
Retfærdiggørelse i, at vi ved den Gerning, vi have valgt, yde
det bedste Bidrag, vi formaa, til Slægtens Velfærd. Men
fuldstændig trygge kunne vi aldrig føle os. Naar have vi
gjort nok? Er vor Iver tilstrækkelig? Skyldes vor gunstigere
Stilling ikke for en Del Uretfærdigheder i Godernes Fordeling
i Samfundet? Arbejde vi virkelig i Retning af en bedre For-
deling? — Spørgsmaal som disse ville bevare deres Brod.
De fysiske og moralske Ulykker i Verden føles under Tiden
stærkest netop af dem, som ikke selv direkte lide under dem. —