Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XII. Hengivelse. 147 Der gives ikke blot en fysisk, men ogsaa en aandelig Velgørenhed, og denne sidste er nok saa vigtig som hin. Ogsaa her gælder det om at hjælpe andre at hævde sig selv. Den aandelige Hjælp er endnu vanskeligere at bringe end den fysiske. Kant negtede endog, at man kunde arbejde for andre Menneskers Fuldkommenhed, hvorimod han nok vilde indrømme, at man kunde arbejde paa deres Lyksalighed. Hans Tanke var, at et Menneskes væsentligste Egenskaber maa være hans eget Værk, udspringe af hans egen Villen. I Heri ligger den Sandhed, at al aandelig Hjælp kun kan be- staa i Vækkelse til Egenvirksomhed. Den givende maa her, endnu mere end ved den fysiske Hjælp, gøre sig til Middel. Uden Utaalmodighed og uden Egoisme maa han sætte sig ind i Modtagerens Tilstand for at kunne give ham eller være for ham hvad han trænger til. Oven fra ned ad kan heller ikke her noget udrettes. Der skal, som So krates udtrykte det, ydes en aandelig Fødselshjælp; de Spirer, Individet skjuler i sig, skulle lokkes frem. Denne sokratiske Metode er den eneste frugtbare. Den er Kærlighedens egen Metode. — Aandelig forkomne Mennesker hjælper man allerede ved at vise dem, at man tror dem i Stand til at udrette noget. Den Tillid, man viser dem, kan blive Spiren til deres egen Selv- tillid. — Den højsindede Kærlighed er ikke betinget ved hvad Individet selv har modtaget eller lidt. Den er Følelsesud- trykket for Slægtens Enhed; men denne Enhed kan ikke op- hæves ved hvad der end kan ske. Det var et vigtigt Gennem- brud i Slægtens etiske Udvikling, det vigtigste Skridt paa Vejen til den almindelige Menneskekærlighed, da man begyndte at hæve sig over den Sætning, som udtrykker det primitive Udviklingstrins Standpunkt: du skal elske din Ven og hade din Fjende! Det var en Dualisme af Kærlighed og Had. Inden for den europæiske Verden finde vi i Platons Skrifter (Kriton, Gorgias, Statens første Bog) for første Gang*) en *) Platon lægger som sædvanlig sine Sætninger i Munden paa Sokrates. Men efter Xenofons Fremstilling, der sandsynligvis er mere historisk, stod Sokrates endnu paa det gamle Stand- punkt, i Følge hvilket det var Tegn paa en dygtig Mand at kunne gøre saa meget godt som muligt mod sine Venner og 10*