Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

148 XII. Hengivelse. helt anden Grundsætning opstillet: »man skal aldrig paaføre ondt uden som opdragende Straf, og det er bedre at lide Uret end at gøre Uret«. Selv Forholdet til Fjenden falder altsaa nu ind under Kærlighedsforholdet, idet Hævninstinktet underordnes Hensynet til en højere Retfærdighed. Deraf følger ikke en asketisk Passivitet, saaledes som der vilde følge af Bjergprædikenens bekendte Bud, hvis man tog det efter Ordlyden. Man gør sig ikke til blot Objekt for andre, fordi man ikke lader den blinde Hævnlyst raade, som ingen Grænser kender uden sin egen Mættelse, og som ikke har den andens Vel til sidste Maal. — I Læren om Statens Straffemyndighed ville vi igen møde denne Modsætning mellem Hævnens (Gen- gældelsens) Grundsætning: »ondt for ondt!« og den opdragende Kærligheds Grundsætning: »intet ondt uden for det godes Skyld!« 3. Naar vi definere Sympati som Lyst ved andres Lyst, Ulyst ved deres Ulyst, saa ligger deri ikke forudsat mere om disse andre, end at de have Evne til at føle Lyst og Ulyst. Den uinteresserede og universelle Sympati maa derfor strække sig ud over den menneskelige Verden, og Velfærdsprincipet vil kunne finde Anvendelse ogsaa ved Forholdet til andre end menneskelige Væsener; det fordrer jo i sin Almindelighed blot det, at Lystfølelsen saa vidt muligt skal tiltage, Ulyst- følelsen aftage i Verden. Der kan derfor meget godt tales om Pligter mod Dyrene og om Rettigheder for Dyrene. Det er jo ikke høj Fornuft og stor Fatteevne, men blot Evne til at føle og lide, som er Betingelsen for at være Objekt for etisk Pligt og for saa vidt Subjekt for etisk Ret*). Naar vi saa meget ondt som muligt mod sine Fjender. Det er saa- ledes en historisk Gaade, hvorledes og hos hvem hin betyd- ningsfulde Tanke først er kommen frem, (Smlgn. om dette Punkt min Anmeldelse af Zieg'ler: »Geschichte der Etik« i »Vor Ungdom«. 1882. p. 145 f.). ) Benthariij den første Etiker, der opstillede direkte Pligter I mod Dyrene og Rettigheder for disse, siger: »Spørgsmaalet er I ikke: kunne de tænke? eller: kunne de tale? men; kunne de de lide?» (Principles of Morals and Legislation. XVII, 1, 4. Note). — For det meste begrunde Etikere og Jurister Skaansomhed mod Dyr og Straf for deres Mishandling- med Hensynet til den menneskelige Følelse, som enten fordærves