Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XII. Hengivelse. 155 finder mig i, at andre mene og lære hvad der strider mod min Overbevisning, indrømmer jeg, at det, jeg antager, maaske ikke er Sandhed!« — han ender som Forfølger. Det var i Kraft af denne Tankegang, at den gamle Kirke tidlig kom ind paa Kætterforfølgelsens Veje*). Man kan meget godt være fuldt overbevist om en Sandhed og dog indse, hvorfor andre ikke antage den. Og indser man ikke Aarsagen til, at de ikke antage den, vil man ikke kunne finde den rette Maade at overbevise dem paa. Ved at forske efter denne Aarsag, vil man tilsidst komme ud over Tænkningens Omraade. Man vil da finde, ikke blot, at der er Følelser, som kunne hindre den klare Erkendelses Udvikling, men ogsaa, at der er Følelser, som kunne bestaa til en vis Grad uafhængig af Erkendelsens Udvikling. Netop de vigtigste Følelser — Menneskekær- lighed, Samvittighed o. s. v. — ere forenelige med de mest forskellige teoretiske og religiøse Antagelser. Hvad Fri- tænkeren betragter som et meningsløst Dogme, er for den troende en uundværlig Tanke, Udtryk for en Følelsestrang, den alvorlige Fritænker paa sin Vis maaske ogsaa kender, skønt han giver den Luft paa anden Maade. Ved at opsøge det Følelsesliv, der ligger bag ved Erkendelsen, vil man finde det fælles og bane Vejen for en Sympati, der paa Afstand I kunde synes umulig. Tolerancen hviler, hvor den er mere end ligegyldig Passivitet, paa en Tro paa den menneskelige Kærne i alle, en Tro, der er Et med Kærligheden selv. Lige som Tolerancen er Følelsen over for dem, der samtidig med os kæmpe for Sandheden i en anden Lejr, saaledes *) Se allerede 2det Johannes’ Brev 10—11: »Dersom nogen kommer til Eder og fører ikke denne Lærdom, ham annammer ikke til Huse og byder ham ikke velkommen. Ti hvo som byder ham velkommen, bliver delagtig i hans onde Gerninger«. — I det 2. Aarhundrede maatte rettroende Kristne ikke samtale med Banlyste og Kættere. (Lecky: History of European Morality. I, p. 451). — Gregor fra Nazianz (i 4. Aarh.) erklærede, at man ikke kunde tillade Kætterne at holde Forsamlinger uden at indrømme deres Læres Sandhed. (Barbeyrac: Traité de la Morale des Péres. p. 170). — I det 17. Aarhundrede skyede mange ivrige Lutheranere de Reformerte i den Grad, at de ikke vilde sidde til Bords med dem eller bo i Hus med dem. (Gass: Die Lehre vom Gewissen, p. 164).