Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XIII. Indledning og Inddeling. 163 Handlinger. Ved Bygningsarbejde blive vi dygtige Bygmestre, og ved at øve Retfærdighed, blive vi retfærdige. Hvad vi bevidst skulle udføre med Færdighed, maa vi først ubevidst indøves i. Derfor er det af stor Betydning, om Samfunds- ordningen strax fra først af fører den unge i det rette Spor, leder ham til Virksomhed i den rigtige Retning. Samfunds- ordningens etiske Betydning beror paa, hvilke Vaner den bi- bringer de Enkelte. — Vi ville i det følgende meget ofte faa Brug for denne Sætning: at uvilkaarlig Indøvelse gaar forud for bevidst Udøvelse, og ville for Kortheds Skyld kalde den det aristoteliske Princip. 5. Man har ofte ment at finde en Vejledning til For- staaelse af Forholdet mellem Individ og Samfund i Analogien mellem Samfundet og en Organisme. Under forskellige Former gennemføres og anvendes denne Analogi hos Platon, Hobbes og Spencer. Samfundet betragtes da som et stort Menneske eller som en Organisme, hvis forskellige Organer eller Celler de enkelte Individer ere. Der vil ogsaa, som især Spencers Sociologi viser, kunne anstilles mange interessante Betragt- ninger ved Hjælp af denne Analogi. Men den har sin be- stemte Grænse, som vi her ville dvæle ved*), da Forholdet mellem individuel og social Etik derved nærmere belyses. (Smign. III, 17 og VIII). I Organismen ere de enkelte Elementer ubevidste og kun til de nervøse Centralorganer er der knyttet Bevidsthed. Denne Centralisation er des mere fremtrædende, jo højere Organismen staar. De enkelte Cellers eller Organers Tilstand og Virksomhed vurderes tilsidst efter deres Indflydelse paa disse Centraldeles Tilstand, der i Bevidstheden fremtræder som Lyst eller Smerte. Idet Centraldelene kunne siges at repræ- sentere hele Organismen, blive altsaa alle Celler og Organer underordnede Midler for den hele Organismes Velfærd. — I Samfundet er det derimod netop alle Elementerne, de enkelte Medlemmer, som have Evne til at føle Lyst og Smerte; denne Evne er ikke indskrænket til et Centrum. Kun ved fantastisk Mystik kan man tillægge Samfundet som Helhed Bevidsthed, *) Den fremdrages iøvrig allerede af Spencer: Principles of Sociology. I, p. 478 ff. 11