Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XVII. Om Ægteskabets Indgaaelse og Opløsning. 185 aandeligt Slægtskab, og den finder i Elskovsfølelsens Magt til at lade dette dybere liggende aandelige Slægtskab komme til sin Ret en af de betydningsfuldeste Sider ved denne mægtige Kraft. To stræbende Naturer ville forstaa hinanden. Men paa den anden Side kan som sagt forskellig Tro hænge sammen med Karkterforskelligheder, eller Trosforskellighederne kunne være saa dogmatisk tilspidsede *), at et blandet Ægteskab bliver et betænkeligt Vovestykke. Sin inderligste Form faar Ægte- skabet kun, hvor Tilnærmelse og Sammenslutning i den hele Maade at opfatte og føre Livet paa er mulig. 2. Indgaaelsen af Ægteskab er naturligvis kun etisk berettiget, hvor der haves Udsigt til at kunne ernære en Familie. Men denne etiske Betingelse vil ikke kunne hævdes ad retslig Tvangs Vej, saaledes som i tidligere Tid torsøgt i nogle tyske Stater. For det første er det betænkeligt og utaaleligt at lade det bero paa en offentlig Autoritets Skøn, om to Individer, der ville gifte sig, have Udsigt til at komme ud af det i økonomisk Henseende. Den Enkelte kan bedst selv afgøre det, og det er gavnligt, at han selv faar hele Ansvaret. Der aabner sig desuden ogsaa Mulighed for alskens Myndighedsmisbrug. Og det har vist sig, at man ved saadanne Foranstaltninger kun opnaaede at gøre ondt værre, idet de løse Forbindelsers og de uægte Børns Antal toge til.**) Ikke blot for Indgaaelsen af Ægteskab, men ogsaa for de Børn, som i dette sættes i Verden, have Individerne et etisk Ansvar. Indre og ydre Forhold kunne gøre det utilstedeligt at efterlade sig Afkom. Saaledes naar man selv lider af arvelige Sygdomme (som Sindssygdom, Spedalskhed o. s. v.). Eller naar de ydre Forhold ere saa udsigtsløse, at Børnene *) Efter Erfaringer fra Schweiz ere blandede Ægteskaber mere udsatte for Opløsning end Ægteskaber, hvor begge Parter ere Katoliker eller Protestanter. (H. Westergaard i National- økonomisk Tidsskrift. 1887. p. 30). **) Smign. E. Lüning: Armenpflege und Armenpolizei. (Schön- bergs Handbuch der politischen Oekonomie, II), p. 581. 595. — Stuart Mill sympatiserer mærkværdigvis med saadanne Forbud og’ finder i dem intet, der gaar Individets Frihed for nær, skønt han antyder, at de maaske paa Grund af stedlige Forhold ikke altid vise sig praktiske. (Om Friheden. Dansk Overs. p. 196).